Familien Kloch Skelkjær

Torsdag eftermiddag var Liva, Ingrid og jeg på en lille hyggelig pige gå tur. Da vi vendte hjem af og gik ned mod det lille blå hus, der vender ud mod vandet, fik jeg pludselig øje på noget sort.

Fantastisk fantastisk hvad er det jeg ser? Jeg måtte lige kigge igen, jo det var en hval og den svømmede lige her ude.

Jeg fik peget og nærmst råbt til Liva der ellers stod lige ved siden af mig, se se der er en hval. Liva så helt overrasket ud, både over mig der råbte i en iver og over at se hvalen. Vi fik kaldt på drengene og de buldrede ned af trappen og ud på terassen. Og der stod vi så i fællesskab og fik en helt fantastik oplevelse, tænk at vi stod og så ryggen af en hval der plaskede vandet op. Det var simpelthen så stort, sikke en skøn oplevelse, som vi vil huske længe.

Niclas, Noah og Liva stod på terassen og kiggede og kiggede, jeg kunne se de virkelig oplevede og at det var en oplevelse der rørte dem. Først var de helt stille og stod bare med åben mund og kiggede på hvalen, så dykkede den og efter få minutter kom den op igen og vi skreg alle i munden på hinanden, SE SE DER ER DEN og såden fortsatte det.

Selv var jeg ogå dybt imponeret og kunne mærke adrenalinen pumpe rundt, for her stod jeg med mine fire guldklumper og så på en vågehval, der kom op til overfladen pustede vand ud, hvorefter den dykkede og kom op igen.

Jeg satte mig med Ingrid på klipperne lige ved siden af vores terrasse. Og der sad vi så og beundrede en vild naturoplevelse, mens solen bare skinnede på os. Ingrid så at vi alle pegede ud mod vandet, det fangede hun hurtigt og begynde også at pege... jo jo hun vidste lige hvad vi kiggede på, den lille fantastiske prinsesse.

Da vi stod der kom jeg pludselig i tanke om at vi skulle da have et foto, tænk at ved sådan en oplevelse bare glemmer tid og sted, fordi man bliver så opslugt. Men jeg fik hentede kameraet, men nu ved jeg hvad jeg ønsker mig rigtig meget, nemlig et zoom til vores nye kamera. Så billederne er ikke de bedste, men man kan se en sort ryg af hvalen og vandet der bruser op. Selvom det ikke er et nærbillede ja så er det da et minde.

Niclas og Noah havde efter deres sidste sæljagt et sælskind med hjem. Niclas havde spurgt Mathias som de var med om han måtte få sælskindet, fra den sæl de fangede. Så da de havde parteret sælen, fik Niclas og Noah det store smukke skind i en sæk og bragte det stolt hjem og Niclas sagde at han synes det skulle være et minde om vores rejse her i Grønland og med disse ord og den store betænksomhed, blev jeg bare rørt til tårer. Tak min dejlige seje Niclas hvor er jeg stolt af dig.

Og der stod vi så med et kæmpe kæmpe stort og smukt sælskind fra en sort side, som sælen hedder. Simon og jeg kiggede på hinanden, for ingen af os havde erfaring med hvordan skindet skulle forarbejdes? Men godt vi har Haldora, hun fik hurtigt fortalt hvad vi skulle gøre ved skindet. Skindet skulle have skrabt alt spækket af og her synes hun vi skulle spørge vores skind dame Dorthe om hjælp. Så da Liva, Ingrid, Noah, Niclas, Simon og jeg skulle gå aftentur. Vidste vi allerede hvor turen skulle gå hen, nemlig ned til Dorthe. Så med skindet under barnevognen begav vi os afsted. Vi viste Dorthe skindet og ved hjælp af hendes mand som kan lidt dansk, fik vi forklaret om hun kunne hjælpe. Dorthe smilede og sagde ivrigt at det kunne hun sagtens hjælpe med. Dorthe fik skindet og inden vi gik hjem, fik vi aftalt at hu lige skulle ringe, når hun gik igang med at fjerne spæklaget fra skindet, for det ville børnene og jeg gerne se.

Mandag var Simon taget på arbejde som han plejer, og vi andre nød bare morgentimerne i det lille blå hus. Pludselig ringede Simon og sagde at han lige havde mødt Dorthes mand, som havde sagt at børnene og jeg var velkommen hos dem nu, for Dorthe ville starte på skindet.

Hu hej, så var det med at komme i tøjet og af sted med kameraet under armen. Ingrid synes farten på barnevognen var enormt sjovt og sad bare og sagde da da da da og smilede. Liva, Noah og Niclas var også spændt på at se det, for de havde alligevel lidt ejerskab til deres skind, som de så sejt selv havde bragt hjem.

Da vi nåede frem til Dorthes hus, havde hun lagt pap på gulvet i køkkenet og her lå det flotte skind klart. Dorthe startede med at skrabe spækket af med en grønlandsk kniv der hedder en ulu. En ulu er nærmest formet som en jolle med håndtag på. Dorthes mand forklarede at man her i Grønland siger at en ulu er kvindens kniv.

Niclas, Noah, Liva, jeg og selv lille Ingrid så interesseret til, mens Dorthe sad der og skrabte spækket væk, efterhånden som hun arbejede sig frem, rullede hun skindet som hun havde skrabt og kunne derved holde det strakt ud, mens hun langsomt arbejdede sig videre frem. Man kunne godt se, at Dorthe havde prøvet det før, det så så legende let ud. Men jo mere hun skrabte i det tykke tykke spæklag, jo mere kom der en meget kvalm lugt.

Bedst som vi stod der og iagttog Dorthe, stoppede hun pludseligt, smilede og pegede på mig. Jeg skulle simpelthen prøve. Jubii det ville jeg rigtig gerne, men samtidig var jeg lidt bange for at lave hul i det flotte skind, som allerede nu havde stor betydning for os alle. Men der var ingen vej uden om. Niclas fik lille ingrid på skødet og jeg fik placeret mig på gulvet foran sælskindet med ulu’en i hånden. Dorthe viste mig hvordan jeg skulle gøre og så var det min tur. Børnene kiggede stolte på deres mor, så det måtte jeg jo prøve at leve op til. Så der sad jeg med ulu’en i hånden og skrabte det smukke skind. Jeg må sige at det ser lettere ud end det er, men jeg forsøgte så godt jeg kunne og fik også skrabt spæk af, det var en meget speciel og anderledes følelse at røre ved og lugten, stanken sad bare i min næse. Men fantastisk oplevelse at prøve at skrabe et sælskind med en Grønlandsk ulu.

Sælskindet blev færdigt, rullet og ligger nu i vores fryser til det skal igennem næste behandling, som er garvning, så det kan blive et dejligt blødt og beholde den smukke og naturlige udseende.

Så kommer der lige et foto af to prinsesser i deres Grønlandske ulu’s tunika. Den Grønlandske ulu tunika, bruges ofte til festlige lejligheder, hvor man tidligere på dagen har haft nationaldragten på og efterfølgende skifter til tunikaen..

Og ja.. Så har vi også lige fået syet et par nederdele til pigerne.. Selvfølgelig i sælskind med det grønlandske flag indfarvet