Vi var såååå heldige at blive inviteret til konfirmation ved Nikolaj og Julianes barnebarn, Aqqaluk.

Vi følte os virkelig heldige, tænk at få lov til opleve en grønlandsk konfirmation.

Selve konfirmationen var søndag i kirken med efterfølgende konfirmationsmik i konfirmantens hjem. Selve konfirmationsfesten skulle først afholdelse om tirsdagen, da der til konfirmation bliver inviteret mellem 100og 200 personer , vildt ikke? At holde så stor en fest kræver et lokale der kan rumme så mange gæster, og der er kun 3 steder her i Upernavik, nemlig forsamlinghuset, skolens gymnastiksal og hallen. Det betyder at der er fest hele ugen efter selve konfirmationen.

Søndag var så dagen, hvor konfirmationen skulle finde sted i Upernavik kirke. Ugen op til havde vi været plaget lidt af tåge, og her betyder det så, at hverken fly eller helikopter kan flyve på grund af den dårlige sigtbarhed. Det kunne så resultere i, at præsten ikke kunne nå frem. Der er nemlig ikke en fast præst i Upernavik lige nu, så der skulle komme en præst fra en anden by.

Da tågen ”hang”over os og konfirmationen nærmede sig, gik jeg nærmest og blev nervøs på konfirmandernes vegne, for de havde forberedt sig til denne dag meget meget længe og inviteret måske 200 gæster. Det ville kun få en hver dansker til at blive stresset, men grønlændere har altså bare en evne til at tage en dag af gangen, leve i nuet og sige det er der ikke noget at gøre ved!

Og de har jo fuldstændig ret for vejret er vi ikke herre over, og jeg kan bare mærke, at folk her i Upernavik er vant til at ikke alting går planmæssigt og tager det meget afslappet. MEN tænk at stå med en fest til 200personer og ikke vide om man kan afholde den? Ja, hvis jeg skulle kunne tage det sådan, så skulle jeg vist i lære..

Nå men vi nåede til søndag og vejret var fint, lidt gråt men ikke tåget og præsten var ankommet. Konfirmationen skulle finde sted i kirken kl 9.00, og Ingrid, Liva, Noah, Niclas, Simon og jeg var inviteret til konfirmationskaffemik efter kirken. Kl 9.45 stod vi klar til glo-konfimation uden for kirken, for dette måtte vi bare opleve.

Vi stod alle spændt uden for kirken og ventede på alle konfirmanderne. Døren gik op, nu er det nu? Ja, det måtte det være der kom nogle ud i de flotteste nationaldragter. Men hov, pludselig kom der ikke flere og de der kom ud, begynde blot at ryge? Der stod vi som spørgsmålstegn for sådan fortsatte det den næste halvanden time. Folk kig ind og ud af kirken, sikke en uro der må have været der inde? Men jo også sjældent at en konfirmation tager 2,5 time.

Vi havde nogle meget tålmodige børn og ventetiden blev så lang at lille Ingrid faldt i søvn i barnevognen. Simon havde også en anholdt på stationen som lige kunne få en ”rygepause”. Politistationen ligger kun et par hundrede meter fra kirken.

Men efter 2,5 time blev døren igen åbnet til kirken, og nu måtte det være nu, for ud af kirken strømmede det med grønlændere i de flotteste nationaldragter, wow det var simpelthen en smuk smuk oplevelse og pigernes/kvindernes dragter fyldt med perler i alle regnbuens farver var bare svært at få øjnene væk fra og det samme havde Liva, for hendes store ønske er en nationaldragt.

Men men men en nationaldragt til en voksen koster mellem 20.000-30.000 tusinde kroner. Så hun må vist blot huske de flotte minder om sådan en flot dragt, men jeg kan virkelig godt forstå hende for de var heller ikke til at få øjnene fra.

Drengenes/mændenes nationaldragt var knapt så prangende, da den består af sorte bukser og en hvid kraftig tunika, men også flotte var de.

Det var simpelthen så stor en oplevelse at stå der og betragte alle de flotte nationaldragter og hvordan den grønlandske kultur er omkring konfirmation.

Vi fik fotograferede og fotograferede jeg kunne bare blive ved at tage fotos og her er grønlændere meget imødekommende og vil gerne fotograferes og tager det som et kompliment. Modsat er der også blevet taget rigtig mange billeder af både Liva og Ingrid mens vi har været her.

Men nu var det tid til at komme til konfirmationsmik hjemme ved konfirmanden, som bor ved Nikolaj. Da vi nærmede os huset, kunne vi se at der var pyntet med flag og æresport med et skilt hvor der stod Aqqaluk. Her var æresporten lavet af lyng fra naturen, det var utrolig smukt, og jeg fik virkelig øjnene op for hvor lidt der egentlig skal til. Men de har heller ikke så mange muligheder her, for der er ikke lige en blomsterhandler om hjørnet og i naturen er det også begrænset med blomster. Så her vælger de til min store ærgrelse, men som er en del af den grønlandske kultur, at pynte med plastik blomster.

Vi forsatte op til døren, hvor vi blev budt velkommen. Niclas fik givet gaven som vi havde med, her havde vi valgt et telegram med penge, det kan enhver konfirmand jo bruge.

Jeg skal stadig lige vænne mig til, at man kun hilser på de aller nærmeste og ja, for at sige det som det er, så går nærmest uden om de andre gæster, blot med et lille nik. Liva og Ingrid blev med det samme betragtet og smilet til.

Noah, Niclas og Simon var allerede blevet vist ud på terrassen hvor maden var, og hold da op der var mad. Jeg fik ikke talt det, men vil tro der var 25-30 retter, meget af det var narhval , rå, kogt, stegt, tørret, saltet m.m.

Indenfor var der kaffe og kage og også her var bordet fyldt af forskellige kage i alle udformninger, smagsvarianter og farver.

Jeg må tilstå, at det var kagebordet der trak mest i Liva, No, Nic, lille Ingrid og jeg, mens Simon ivrigt smagte på maden udendørs. Jeg har smagt mange grønlandske retter nu, og det har været en kæmpe oplevelse på godt og ondt, men jeg er også ved at være ”mættet”af grønlansk mad og kan sige nu har jeg smagt det, hvilket jeg er rigtig glad for at været blevet beriget med.

Konfirmationsmik foregår på samme måde som kaffemik, man kommer og hilser på, spiser og går igen. Ca 20-30min. Så efter ca. 30 minutter og endnu en oplevelse rigere, forlod vi konfirmationsmik med en følelse i kroppen af, hvor er vi heldige, tænk at få lov at opleve en grønlandsk konfirmation med lokale traditioner.

Nu glædede vi os blot til den helt store fest om tirsdagen, hvor vi var inviteret i hallen til konfirmations fest med 200 inviterede gæster.

Så blev det tirsdag, vi fik fundet vores pæneste tøj frem, for vi havde ikke ligefrem taget fest tøj med til Grønland, men mere vandretøj. Men det skulle i hvert fald ikke stoppe os, så vi kom i vores pæneste tøj og så var vi klar til konfirmation og en kæmpe oplevelse ventede forude på os.

Vi ankom til hallen, fik hængt vores overtøj og ved indgangen til hallen stod en yndig grønlandsk pige og delte små brocher ud. De var lavet i bitte små perler udformet i en lille firkant med en konfirmationsdreng i midten. Den skulle vi hænge på vores tøj og derefter fortsætte ind i hallen, som var smukt pyntet i blå farver på dugen og bordpyntet, og her kunne man se intet var overladt til tilfældighederne. Al bordpynt var lavet i hånden og små smukke perler, servietter var der sat navn på, og dato på tændstikæsker med billede i perler, sangblade til hver enkelt gæst og jeg kunne blive ved.

Bordene var placeret, tre ved siden af hinanden, med plads til ca. 75 personer ved hvert enkelt bord og så var der højbordet, hvor konfirmanden, forældre og søskende skulle sidde.

Kl 19.00 blev vi budt til bords. Der var kommet mange folk, men jeg kunne også se, at der var tomme stole. Det undrede mig lidt, for man dækker vel ikke til flere end der kommer? Vi var så heldige at sidde ved siden af et ungt par med en dreng på Liva’s alder. Hun er Grønlænder og han er dansker og har boet her i 8år. Jeg spurgte hende ang. de tomme stole, som undrede mig. Hun forklarede mig, at selvom det er en stor fest, så kommer man hvis man kan på dagen, og hvis ikke der var kommet et andet tilbud og bedre tilbud! Man kunne også komme i løbet af aftenen, og når jeg kiggede rundt var det vist kun mig der undres, eller rettere lærte noget om kulturforskelle. Jeg blev i hvert fald bekræftet i, at vi danskere planlægger meget, rigtig rigtig meget. Inviterer vi til en kæmpe fest, ja så ville de fleste af at have noteret et SU, så vi vidste, hvor meget mad der skulle til, og så bordplanen kunne gå op osv. Men det viser bare hvor meget grønlændere lever dag for dag.

Nå men tilbage til festen. Vi fik os placeret ved bordet og vi kunne bare se alle de smil og blikke vores to små piger fik. Liva er nu ved at være vant til det, og lader sig som sådan ikke længere bemærke af det og Ingrid smiler veltilfreds og siger da da da.

Nikolaj fik budt velkommen både Grønlandsk og Dansk, og så var det tid til forretten som stod klar på tallerkenen til os. Simon og jeg kiggede på hinanden, for hvordan skulle vi få den tartelet ned med rejer og mattak fyld? Mattak er jo virkelig er en delikatesse her på Grønland. Vi fik stukket lidt i det og det var hvis også hvad det blev til! Men flot så det ud som det stod der pænt anrettet på tallerknen.

Så var det blevet tid til en sang fra det fine sanghæfte, sangene var på grønlandsk, men flere af melodierne var bekendte. Der var et lille kor med harmonika der sang for ved mange af sangene, hvilket bare gav en hyggelig og afslappet stemning.

Så var det blevet tid til hovedretten som bla. bestod af rensdyr, mums det smagte godt. Både Liva, No og Nic kunne lide det og synes det var lidt sejt, men også specielt at spise rensdyr. Da folk var færdige med maden, blev der fra værtsparret delt gaver ud med en kort lille tale/tak til de personer der havde hjulpet med forberedelserne til konfirmationen. Den søde grønlandske kvinde jeg sad ved siden af fortalte mig, at sådan en fest forbereder man i to år. To år tænkte jeg, men jeg kan godt se det tager tid med alle de perler der er sammensat til bordpynt, brocher, lysestager m.m.

Vi fik sunget lidt mere, og så var det tid til underholdning, ha ha og her får den alt hvad den kan trække. Den ene ”leg” kom Simon med i sammen med den anden danske elektriker. Da Simon gik derop, kunne jeg se nogle meget stolte drenge, Noah og Niclas. De fulgte helt med op i forreste række, hvor de stod stolt, afventende og kiggede. Simon fik bind for øjnene og blev ført op på en plade ved hjælp af at holde på en mands skulder. Manden Simon holdt ved begyndte så at gå på stedet mens han gik ned i knæ for at give Simon fornemmelse af, at han nu var højt oppe i luften. Så var det tid til Simon skulle hoppe ned fra pladen, men han havde gennemskuet det, og landede som en ballet danser, eller næsten da.

Så gik det løs igen, nu var det blevet tid til at finde ti personer. De fik hver en stol hvorefter de på grønlandsk fik at vide hvilken ting de skulle løbe ned at finde ved de øvrige gæster. De ti gæster for af sted, mens de grinede og hujede... ha ha det var en skøn stemning og alle var bare glade. Nå men de ti vente tilbage med den ske de skulle finde. I mellemtiden var en stol taget væk, og der var nu ni stole tilbage. Den der kom sidst tilbage fik ikke en stol og var ude af legen, og sådan fortsatte det. Da vi nåede ned på fem stole, blev der igen sagt noget på grønlandsk. Vi stod alle op og var nysgerrige på hvad det var de skulle finde nu! Pludselig gik det op for os, for med ét blev Niclas, Noah, Liva den halvdanske dreng ”revet” op af hver deres mand/kvinde... No, Nic og Liva lignede tre spørgsmålstegn, men tog det i stiv arm og grinede bare. Forsigtigt kom en og spurgte om han måtte låne Ingrid, forsigtigt gik han op til stolene med hende, og hun sad bare med store øjne og så ret tilfreds ud, tror simpelthen der skete så meget interessant omkring hende, at hun slet ikke opdagede det...

Den næste leg grinede og grinede No, Niclas og Simon.. jeg sad og gav Ingrid tår så kunne ikke helt se hvad der foregik. Men Niclas kom ned til mig helt stor i hovedet medet kropssprog der både fortalte dette er sjovt, men også totalt åndsvagt!

Ingrid og jeg gik med derop og kiggede med og hvor var det bare sjovt, det så simpelthen så sjovt ud.

Der var også en leg hvor ti gæster skulle ligge ned på gulvet på ryggen i en lang række, hvorefter de så på skift skulle rulle over hinanden... sidder næsten og griner nu ved blot at skrive det, ser helt billeder for mig. For nogle af de gæster der havde meldt sig til at ”lege” med, var ikke de mindste gæster, og se dem rulle over de andre i hujende og latter det var simpelthen så underholdende, og viser bare, at alle er velkommen og ingen møder fingre eller kommentar, nej man er som man er, og det er godt... Jeg bliver bare så varm i hjertet når man oplever dette, for det er bestemt ikke en selvfølge i vores verden, hvor alle stiler efter det perfekte, eller hvad man tror er perfekt.

Sikke en underholdning, fuld af gang, fest og farver, latter, glædes råb og ikke mindst plads til alle.

Det var blevet tid til dessert, med kage og kaffe... Efterfølgende hjalp alle gæster, store som små med at rydde alle bordene væk, for nu var det tid til dans. Inden bordene blev ryddet væk, skulle bordpynten af, og som en grønlandsk dame sagde til os, så var det en tradition og ære at gæsterne tog bordpynten med hjem Så vi fik perlebroderier, tændstikæsker, lysestager og lys. Liva beundrer meget alle de fine ting lavet af perler og har lavet en lille udstilling på et lille bord, dog på sit værelse for vi har en lille pilfinger(Ingrid) der mener det ellers skal leges med og smages på.

Al bordpynt og borde var nu ryddet væk og orglet begynde at spille. Til en Grønlandsk konfirmation er der tradition for at konfirmanten ”åbner”dansegulvet ved at tage den første dans med sin mor/far og det gjorde Aqqaluk og hans mor også, mens de blev ”omringet”at deres gæster der klappede. Derefter var det konfirmanden og mormors tur og her så vi bare en Aqqaluk der ikke kunne holde tårer og følelser væk. Vi kunne bare se hvor stor en plads hans mormor har hos ham, ja det var da lige før jeg selv fik en tåre i øjenkrogen.

Da alle havde sundet sig over denne bekræftende oplevelse, blev der sat gang i musikken og orglet drønede bare derudaf.. og så var der dans. Liva og jeg havde aftalt vi skulle danse sammen, og da vi var på vej på dansegulvet kom der pludselig penge ”flyvende” gennem luften. Alle, små som store farede ud på dansegulvet og kastede sig efter pengene. Liva, Noah og Niclas fandt hurtig ud af hvad det gik ud på og lagde næsten vandret i luften, ved det næste pengekast.

I Grønland er det en tradition der kastes penge til festerne, det er en tradition som viser glæde og det at dele.

Men ikke nok med der blev kastet penge, pludselig fløj der også gaver gennem luften, både Liva, Noah og Niclas var heldige at gribe en gave, og det var lige fra en fluesmækker, dame nederdel, kuglepen til et nintendo spil. Efter stor glæde og grin over gaverne, var det tid til Liva og jeg skulle danse og sikke en sving om til orgelmusikken der bare fik hele hallen til at svinge. Folk var glade og morede sig og det var skønt at se, hvor frie grønlændere bare er, der er ikke noget med jeg kan ikke danse m.m. Nej, det er ud på gulvet som den man er, og det synes alle er fantastisk.

Så var det tid til endnu et højdepunkt i festen, nemlig festfyrværkeri. Alle gæster gik udenfor sang en sang og derefter blev der tændt fyrværkeri. sikke det buldrede op himlen med bang og alle regnbuens farver som fordelte sig på himlen, et smukt syn på trods af, det jo også midt om natten er dagslys her så langt nord på. Vi har jo midnatssol om sommeren.

Vi gik ind igen, og her forsatte dansen. Efter en meget oplevelsesrig aften var klokken ved at nærme sig 01.00 og vi havde nu nogle meget trætte, men glade piger. Lille Ingrid havde jeg prøvet at putte i barnevognen. Men hun skulle bestemt ikke gå glip af festen og charmerede, oplevede og klarede bare festen så flot.

Men nu var det tid til at takke for en helt fantastik aften med en masse grønlandske oplevelser. Så vi satte kursen mod det lille blå hus. Inden vi havde taget ti skridt sov både Ingrid og Liva i barnevognen og drømte sødt om alle aftenens oplevelser.

Tak til Nikolaj, Juliane og Aqqaluk for at vi måtte komme til konfirmation og få denne fantastiske oplevelse med her fra Grønland og som vi vil mindes med glæde.