En oplevelse man kun får i Grønland

Familien Kloch Skelkjær

 

Skrevet søndag d. 11.maj af Trine : En unik oplevelse. Det kribler helt i fingerne på mig, har bare lyst til at skrive og skrive så vi kan dele den fantastiske oplevelse med jer.

Fredag tog vi på brættet. Brættet er en lille overdækket træpavilion. Her kommer fangerne med deres fangst, som man så kan købe.

Vi havde gået og holdt øje med det i flere dage, men der havde de ikke været der. Men idag var de der. En fanger havde fanget narhval som han solgte, den var parteret i stykker og man kunne både købe hvalkødet, som siges at være som en god rød bøf? og så var der mattak, som er hvalens hud med fedt, det spises ofte råt og indeholder en massse c-vitaminer som de sagde.

Jeg blev spurgt om jeg ville smage, jeg kiggede på den rå og blodige hvalhud der lå der. Jeg sank en ekstra gang, hvorefter jeg selvføglig takkede ja. For smage det skal man!!... Jeg fik det her lille stykke i munden og vidste ikke helt hvad, og hvor jeg skulle gøre af det rå meget meget tykke hud. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men det var utroligt sejt , hårdt og meget tykt at tygge på. Smagen, ja det var ikke rigtig mig, men det kan jo være man skal prøve det nogle gange? Ved nu ikke om jeg har mod til det for jeg synes både huden og smagen sad i halsen på mig i 2 dage. Vi købte dog et pænt stykke mattak og et kilo (blodigt) kød- Farmor, farfar og morfar skal ikke snydes for denne mulighed. kiloprisen for kødet var 60 kr, mens mattak kostede hele 175 kr pr kg..Nu synes vi bare vi mangler at se narhvalen i hel tilstand, for der rejser sig så mange spørgsmål. Hvordan ser den ud?hvor stor er den? hvordan ser dens lange tand ud m.m?

Drengene skulle også prøve.. Meeen jeg tror nu aldrig at hvalhud bliver deres livret.

Men alt i alt var det en stor oplevelse, både at se hvalkødet ligge der og så smage det. Simon har så senere fortalt mig at, han filmede oplevelsen. Så med lidt overtalelse har han fået lov, at ligge den på siden,så i også kan se den, han mener nemlig at den dokumenterer oplevelsen helt uden ord. God fornøjelse og lad nu vær med at grine for meget af mig...

Så kom oplevelsen vi aldrig vil glemme.

 

Søndag kiggede vi ud på vandet og betragtede alt det smukke derude, det gør vi nu hver dag og mange mange gange om dagen.

Men pludselig ser vi alle fangerne løbe over isen til deres joller og både og de farer ud af havnen i høj fart. Vi tror der var omkring 30 både i vandet. Vi skyndte os i tøjet, for der skete et eller andet, men hvad? Da vi kom ud og stod og betragtede hørte vi 9 skud. Vi snakkede med en anden mand, som fortalte at det var narhval jagt.

Fedt Fedt Fedt, for de andre gange vi havde hørt de havde været afsted, havde det været et stykke herfra. Men nu, lige nu var det lige foran os.

Jeg kunne slet ikke slippe synet af alle de både der indimellem sejlede med høj hastighed, hvorefter de lå helt stille med slukket motor Sådan stod det på et par timer og vi fulgte bare med inde fra øen.

Bedst som vi sad i en høj snedrive og betragtede dem på havet, begynde fangerne at vende hjemad i deres små både. Vi kiggede på hinanden, hvad betød det? havde de fanget noget? eller var hvalen sluppet fra dem?

Vi skynde os ned på havnen, da det var den retning de sejlede i. Mens vi med hastige skridt skyndte os, så vi flere og flere komme ud på terrassen med deres kikkerter, og hold op hvor ønskede jeg mig en kikkert rigtig meget.

Undervejs hørte vi mange rygter der sagde de havde fanget den! Vi blev alle meget meget spændte, for det at se en narhval var jo et stort ønske og kunne det virkelig passe det var nu? Men ja det var nu... da den ene båd kommer tættere på kunne vi se den trak noget bag sig, noget ret stort.

Da båden kom ind i havnen stod vi i første række ude ved kanten af isen. Vi vendte os om, og kunne se rigtig rigtig mange mennesker løbe hen over isen, ned til båden. Folk var glade, jublede og klappede. Det var et fantastisk syn der mødte os da båden kom sejlende med en hval slæbende efter sig. Folk på havnen, hjalp med at trække den op på isen Der skulle mange folk til, men op kom hvalen. Wow vi ser en hval...

Da den var trukket op på isen, begynde fangerne hurtigt at partere den, og den hvide is/sne var hurtigt fyldt af blod, en sødelig lugt og det dampede fra den døde hval.

Liva, Noah og Niclas var helt opslugt og fulgte nøje med i alt hvad der skete. Pludselig stod narhvalens hoved foran os med den lange tand... vi kunne både se øjne, mund og skud hullet. Da de begyndte at skære (mattak) af hvalen gik de rundt og spiste det som var det slik. Niclas blev tilbudt, men takkede pænt nej. Han havde vist fået nok den anden dag.

Personligt holdt jeg lav profil, for jeg fik og nok den anden dag, synes at jeg kunne smage det flere dag i træk.

 

Efter ca 30 minutter var det kæmpe dyr parteret og man var ved at bære det væk fra isen. Nu var der kun 30 m2 blodig is tilbage. En narhval kan blive 5-6 meter lang og tanden ca. 3 meter. En pæn tand kan sagtens koste 15.000 kr.