Familien Kloch Skelkjær

Disse aftenture til lufthavnen, kan man bare ikke få nok af. Udsigten er bare så imponerende og for hver gang, selvom det er det samme sted er udsigten aldrig ens. Vandet, luften, himlen, farverne, solen, fjeldet ja kort sagt så forandres naturen fra gang til gang, og det er det der gør disse ture så fantastiske. Vi oplever altid noget nyt og går der fra med endnu en wow oplevelse.

Niclas, Noah, Liva og lille Ingrid synes også det er skønt at komme på landingsbanen, både fordi man normalt ikke må gå derind, og så er det bare en speciel oplevelse at gå der hvor flyet starter og lander. Kigge ud over kanten og bare kunne se Upernavik by dernede, isfjorden i det fjerne, fjeldet bag sig og høre bragene fra isbjergene der kælver. Jo, det er oplevelser som bare på en eller anden måde forplanter sig i en, som en skøn og imponerende oplevelse. Landingsbanen byder også på en masse bevægelse og hvem løber hurtigst fra den ene ende til den anden, eller retter vi har valgt at løbe på den korte led og det sætter jeg pris på, for ja godt nok har jeg fået motion og benmuskler af alle gå turene på bakker og i fjeld, men min kondition er nu ikke god. Men Liva, Noah og Niclas synes nu altid det er sjovt at have mig med i kap løbet og gad vide hvorfor? Mon ikke det, er fordi der så er en taber og ihvertfald ikke dem. Når vi tager sådan en konkurrence og jeg kommer hæsblæsende efter dem, så har jeg da en der hepper og det er lille Ingrid, som sidder veltilfreds i selen på Simons ryg og smiler og griner. Mens Ingrid griner, så er det som om Simon prøver at ligge en dæmper på mig, som om han er lidt flov. Men ja ja børnene og jeg har det sjovt, og mon ikke også det kan få smilet frem på andre og så har man jo gjort en dejlig ting, ik?

I dag var så dagen hvor det blæste eller rettere stormede. Blæst er jo drage vejr og vi har faktik fået drager af butikken. Men blæsten var simpelthen for voldsom til at flyve med drag. Noah og Niclas spottede hurtigt det blæsende vejr og så mulighederne og tænkte kreativ. Simon havde vagten, så vi hoppede alle i bilen og kørte til heliporten, hvor der skulle sættes ”drage”op, ihvertfald en Noah, Niclas og Liva drage.

Da vi kom til heliporten, blæste det simpelthen så meget at bildøren var ved at flyve af, så Ingrid og jeg blev inde i bilen og betragtede blæsten udenfor og tre super skønne seje og farverige drager. Noah, Niclas og Liva, havde nemlig åbnet deres jakker, løftede armene op i luften og herved fungerede deres jakke nu som en drage. Godt simon var med til at have en hånd i Liva, for ellers tror jeg simpelthen hun var lettede, men hun ville nok også have været den yndigste drage man havde set i upernavik.

Efter ”drageflyvning”efterfulgt af røde kinder var det nu tid til at vende hjem til det lille blå hus og drikke varm kakao.

Efter en uge med regn, regntøj og gummistøvler tittede der i morges den dejligste sol frem. Simon var på arbejde, Noah og Niclas i ”skole” og Liva, Ingrid og jeg legede. Men men idag bestemte læreren altså at vi havde en idræts time, som bød på en dejlig gåtur i det dejlige vejr. Vi var næsten ikke til at få ind i dag. Så da Simon endelig kom hjem fra arbejde spiste vi tidligt aftensmad og så tog vi ud til fjeldet der ligger lige ud mod vandet. Sikke skønt der var, Ingrid sad tilpas i selen på Simons ryg og nød det skønne vejr og det var så skønt at Niclas, Noah og Liva i et fjeld vandhul skulle dyppe tæer. For en sommer uden at bade duer jo ikke! Så der stod de med tærene i vand, i KOLDT vand og der gik hurtigt konkurrence i den om hvem der kunne stå der længst. Der fik Noah og Niclas kamp til stregen af deres seje lillesøster som vandt konkurrencen, ved at være den der havde været mest under vandet.

For bedst som de stod der, lød der pludselig et ordentligt plask og et hvin fra Liva. Jeg skal lige understrege at fjeld ”dammen”ikke var dybere end 30 cm, men dyb nok til at Liva fik dyppet bagdelen og det var KOLDT. Men sej som hun er og efter hun lige havde sundet sig, var hun pave stolt over at have vundet konkurrencen, for som hun selv siger så ”sad Noah og Niclas ikke i vandet!”

Men med våde bukser, så var det godt vi havde bilen med idag, for nu måtte vi hellere komme hjem i det lile blå hus og få tørt tøj på.