Familien Kloch Skelkjær
Fjeldtur med farmor og farfar
Idag søndag stod vi op til det skønneste vejr, solen skinnede så dejligt ind ad vinduet.
Da vi sad ved morgenbordet og spiste farfars nybagte boller og farmors lækre frankbrød... bippede det pludseligt fra Simons telefon - Det var en sms fra Haldora, der skrev om Niclas og Noah ville med ud og sejle med hende og Mathias og fange ammassat og ja, der var ingen tvivl, de ville meget gerne med på den oplevelse!
Simon og jeg kiggede på hinanden og det lyste sikkert ud af os, hvor heldige vi synes vores to drenge var, tænk at de også bliver beriget med denne oplevelse.
Så var det ellers med at Niclas og Noah kom i tøjet og fik smurt en madpakke og så var det afsted til havnen, hvor de skulle mødes med Haldora og Mathias.
Da jeg ikke selv har været med på denne fantastiske tur, vil Noah og Niclas selv skrive et lille indlæg, om deres oplevelses dag på vandet, dette glæder jeg mig til at læse.
Men jeg kan ihvertfald fortælle, at vi fik to drenge hjem, der bare havde oplevet og oplevet og de fortalte og fortalte. Ammassat er nogle små fisk som svømmer i så store stimer, at man kan hive kilovis op med et lille fiskenet.
Nå men da Niclas og Noah var taget på sejltur, ville Liva, Ingrid, farmor, farfar, Simon og jeg gå på fjeldvandring med Ingrid i rygselen på farfars ryg, og madpakker i rygsækken på Simons ryg.
Da simon har rådighedsvagt denne uge, tog vi bilen ned til heli porten, hvor vores fjeld vandring skulle starte. På vejen derned, fik jeg pludselig øje på et gråt skib der nærmede sig upernavik.
Jeg nåede lige at sige til Simon hvad det var for et skib der nærmede sig... Og hvad man ikke skal gøre er at fortælle sin ”militær”mand, at et gråt skib var på vej i havnen.. for han nærmest gik i panik bag rattet i bilen, "Hvor hvor?? Det er et flådefartøj råbte han nærmest.
Dem som jo kender min dejlige Simon, så er han jo ret betaget af ”krig”og hvad der til det hører. Så speederen i bund på de hullede veje, så vi nærmest væltede rundt i bilen. For hvad jeg fandt ud af senere var, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få os ”læsset”af bilen, så han kunne køre ned til krigsskibet, og det var hvad han gjorde, ud med os og så var han afsted.
Jeg må inrømme jeg blev lidt småirriteret, eller som Noah ville have sagt det, "Sådan lidt små sure som piger jo bliver!
Jeg tænkte bare, her stod vi og skulle på fjeldvandring og så bliver vi bare sat af og det eneste jeg så var Simon der forsvandt i bilen, efterfulgt af den største støvsky.
Nå men vi andre begav os afsted på fjeldvandring og det varede ikke længe før Simon var med på turen.
Og at jeg blev lidt irriteret, må jeg nok tage i mig igen, for da han kom tilbage havde min dejlige mand fået arrangeret en rundvisning på krigsskibet – Knud Rasmussen - i aften!
Da vi startede turen vidste vi ikke, at det bare var den smukkeste fjeldvanding der ventede os.
Vi begav os afsted på de smukke våde fjeld klipper med udsigt til vand med isbjerge. Jo længere vi gik jo smukkere blev det bare- vi var bare i ét med naturen. Vi mærkede roen, stilheden og nød bare oplevelsen af at gå i den grønlandske enestående og imponerende natur.
Vi nåede op i fjeldet, og her var som farmor ville beskrive det, "åbne vidder" og her kan jeg kun give hende ret. Vi satte os i fjeldet, spiste vores madpakker og nød udsigten ud over vandet og isbjerge så langt øjet kunne række.
Vi kunne se at det ene isbjerg snart ville bryde op, det ville være en stor oplevelse at se de enorme kræfter, bryde sammen og vælte i vandet med et kæmpe brag efterfulgt af store bølger.
Men isbjerget blev stående hvor det stod, men det gjorde det nu også utrolig smukt.
Det var også på denne skønne tur i fjeldet, at vores lille Ingrid opdagede noget helt nyt her i livet - nemlig hendes første jord under neglene.
Hun var bare så skøn, som hun sad der veltilpas og rodede interesseret, nysgerrigt og undersøgende i jorden. Hun var så optaget af det, og blev bare ved og ved.
Liva satte sig omsorgsfuld ved Ingrids side og der sad vores to dejlige piger bare side om side, Ingrid rodede i jorden og Liva plukkede de små smukke fjeld blomster (fjeldsyre og lodden troldurt). Selvom de ikke var igang med helt det samme, så lyste det bare af fællesskab,omsorg og interesse for hinanden.
Efter et stykke tid og et par kager, gik vi lidt videre. Liva samlede sten i fjeldet som skulle med hjem, stenene her er også utroligt smukke, men vi bliver vist nødt til at begrænse os lidt, når vi igen flyver hjem til Danmark, for allerede nu, tror jeg Liva ville kunne fylde en hel kuffert med sten.
Undervejs ned fra fjeldet var der også mange små vandfald der rislede forbi os. Liva kiggede beundrene både med øjne og hænder, for der er jo ikke bedre legetøj end vand!
Efter en dejlig tur i fjeldet var det tid til at vende hjem til vores lille blå hus, og høre om Noah og Niclas dag på vandet med Haldora og Mathias.
Da vi kom hjem var det tid til at nyde solen og en kop kaffe på terrassen. Herfra kan vi se det samme store imponerende isbjerg, som på fjeldturen.
Farfar ville så gerne se det bryde op og satte sig på terassen, med kikkerten i hånden, men det blev stående stærkt og udviste enorme kræfter.
Lidt efter var farfar gået ind, hvor Liva pludselig fra 1.sal råber... FARMOR, FARFAR, kunne høre panik i hendes stemme og hun kom stormende ned... og råbte: "Hørte i det store brag?" Isbjerget er faldet sammen. Liva havde hørt og set det ud af vinduet og hendes kropsprog fortalte bare mere end ord= En KÆMPE oplevelse hun lige have fået.
Når en sailor går i land
Samme aften havde vi jo lavet en aftale om en rundvisning på flådefartøjet Knud Rasmussen som patruljerer farvandene omkring Grønland. Vi fik en lang rundtur- dvs de fleste af os, for efter måske 5 minutter måtte Trine forlade broen fordi hun blev søsyg. Men ellers var hele familien rundt og kigge på det imponerende skib fyldt med forskelligt isenkram, så alle mulige opgaver kan løses i området.
