Familien Kloch Skelkjær

I dag søndag den27. juli var det bare det skønneste vejr, så idag måtte være dagen hvor vi skulle gå i fjeldet om til vandsøen. Vandsøen er hvor befolkningen i Upernavik får drikkevand fra. Søen ligger på den anden side af øen, hvor ingen bor. Her er der lagt rør hele vejen fra søen op gennem fjeldet og ned til vandværket som ligger centralt i byen. På vandværket renses vandet, laves målinger og tilsættes klor. Klor tænker i sikkert - men ja, de tilsætter klor i drikkevandet og derfor er smagen også derefter. I starten kunne jeg næsten ikke drikke det, mens Liva, Noah, Niclas og Simon bare ”hældte”det ned. Men jeg kunne virkelig ikke, så ja, saft blev der brugt en del af, så kære tænder lov mig at holde til det. Nu har jeg endelig vænnet mig til det, og synes det smager ok.

Når vandet er blevet pumpet op af søen og ender på vandværket, bliver det pumpet over i vand tank biler, som kører vand ud tre gange om ugen til alle huse her i upernavik. I husene har vi en stor vandtank som fyldes af tankbilerne. Jeg har ikke et bud på hvor meget vand der kan være i husets vandtank, men Simon vurderer ca. 800 liter.

Så mandag, onsdag og fredag får vi fyldt vores vandtank op. Vi har næsten altid vand nok i vores tank, men vi skal alligevel tænke over at vi ikke bare kan vaske løs og alle 6 gå i bad samme dag, for så løber vi tør- især søndag. Men skulle det ske, så har vi heldigvis de små taphuse der er placeret rundt i byen og så ma mine tre stærke drenge jo afsted efter vand.

Nå nok om det, for idag skulle jo handle om vores fjeld-vandring til vandsøen.

Vi glædede os alle til turen, så på med vandrestøvlerne, vandet i rygsækken og Ingrid var klar efter en god middagssøvn til at sidde i bæreselen på Simons ryg og opleve. Haldora havde fortalt os at, der snart vil komme myg ude i naturen, så vi fik smurt os med myggecreme, og fik placeret lille ingrid under fluenet. Der sad hun i sikkerhed for de små stikkende skabninger, og til stor overraskelse lod hun nettet sidde og sad veltilfreds under det og fulgte med i vores vandring i fjeldet.

Niclas og Noah var friske og løb på fjeldet som to unge og kåde fjeldgeder og viste vejen. Liva var bare sååå sej, for det gik op og ned og op, op op og op. Men hun gik bare og klatrede og nød det bare så meget. Så var der Simon og jeg, de to gamle og stive fjeldgeder, som prøvede på at følge med.

Jeg gik bare og kiggede på hele min fantastiske familie. Tænk at vi bare alle nød det så meget, og vi var fælles om det, endnu en skøn intens familieoplevelse til samlingen.

Efter 1 times tid nåede vi vandsøen, og sikke en udsigt der også var. For der stod vi på det smukkeste fjeld, med udsigt ned til vandsøen, udsigt til bjerget med sne på toppen, udsigt til isfjorden, som bare ”spyttede”det ene isbjeg ud efter det andet, udsigt til vand hvor en lille jolle kom sejlene og udsigt til små fjeldblomster.

Efter en lille pause, med kiks og lidt og drikke gik turen tilbage igen. Turen tilbage var bare ligeså skøn som derud, børnene gik og gik og humøret var højt. Vi snakkede om alt vi oplevede, og nød gåturen i fjeldet og hinanden. På vejen hjem lyste Liva pludselig op, og benene fik ekstra fart på. Hun havde i det fjerne set en masse skønne hvide blomster der blot stod og ventede på hende. At se sin pige sætte sig på hug i alle fjeld blomsterne, ”polarkæruld” og bare begynde at plukke, var bar så skønt.

En dejlig afslutning på en helt fantastik fjeldtur til vandsøen med skønneoplevelser og familiehygge.