Familien Kloch Skelkjær
En pragtfuld dag
2. Pinsedag havde Simon fået arrangeret en sejltur for os alle. Vi skulle sejle med Jan, som er kørelære her i Upernavik. Simon og Jan havde snakket om, at vi skulle sejle et par timer, hvis vejret var godt.
Mandag morgen da vi vågnede, sprang både Simon og jeg ud af sengen og trak gardinet fra. Vi var spændte på hvordan vejret var derude til os, om det var godt og vindstille, så vi kunne komme ud og sejle.
Vejret var ok, dog blæste det en smule, jeg kunne se på Simon, at han tænkte det samme som jeg, hvad hvis dette er for meget vind? Bare tanken om at turen ville blive aflyst ture jeg næsten ikke tænke, for Liva, Noah og Niclas ville blive så skuffede.
Det eneste vi kunne gøre var at afvente lyden af en sms der tikkede ind på telefonen og der kom lyden, mens Simon fik læst besken holdt jeg nærmest vejret og kiggede afventende på ham, skulle vi afsted eller ej?
Jubii, beskeden fra Jan var positiv, vi skulle ud at sejle, da der på den anden side af upernavik næsten var vindstille.
Fedt fedt fedt, vi fik pakkede rygsækken med drikkevarer og nybagt kage og så var det ellers i det varme tøj og ned til havnen, hvor vi skule mødes med Jan kl 12.00
På havnen blev vi mødt af en meget flink og imødekommende mand, jan. Han hjalp os ned i sin fine båd, hvor der både var siddepladser, overdækket med kalache og sørme om der ikke også var varme i båden. Så nu var det så af med noget af alt det varme tøj, som jeg nærmest havde beordret alle i, men det kommer vist ikke bag på dem der kender mig, at de var pakket ind, så de knapt kunne røre sig.
Efter vi havde fået redningsveste på og var på plads i båden,sejlede vi stille ud fra havnen, hvor efter Jan satte fart på båden ud til et sed hvor vi skulle fiske, og forhåbentlig fange vores egen aftensmad?
se Upernavik fra vandet gør blot at øen bliver endnu skønnere, det var så smukt at sejle der i det stille blanke vand mellem stor smukke fjelde. Nogle er bare efter snenen er smeltet, og andre med sne på toppen. Jeg har synes det har været spændende at se hvordan klipperne ville se ud, uden sne. Men jeg må sige at der er kommet gigantiske klippevægge frem, som næsten er lige så imponerende som de stor isbjerge der ”sejler ” forbi vores hus. Hold da helt op hvor er de smukke, tror jeg har sagt ejjj ejjjj se lige der, rigtig mange gange. Flere steder skyder de flere hundrede meter lodret fra havet.
Efter lidt sejlads, jeg kan ikke sige hvor lang tid, da jeg havde været så optaget af klipperne, ankom vi til det sted hvor Jan synes vi skulle fiske. Han slukkede båden og vi gik ud bag på båden, hvor han fandt fiskestang og sådan en rulle med snørrer der sad fast på båden, som de også bruger til at fiske med og der var ikke mindre end 3 kroge på den. Jan startede med at vise noah og Niclas hvordan den virkede , men skulle rulle den lige så stille ud, helt ned til bunden. Derefter står man så og forsøger at pilke torskene.
Snørren var knapt nået i vandet, så var der bid, hold da op, vi stod nærmest oven i Jan da han trak snørren op og ja der var en torsk på krogen, en flot stor torsk.
Så var der igen hurtigt bid, men denne gang var fangsten en søpølse, tror Livas beskrivelse af sådan en er det der kommer tætteste på det virkelige.
Mor, det ligner en blæksprutte uden arme.
Kort og præcist beskrevet. For det var rund og lidt blævrende klump.
Så var der Noah tur, mens Simon prøvede lykken med fiskestangen. Noah fik hurtigt bid og trak en stor flot torsk op, så stor og flot at Jan lige ville vise hvordan man ud over kanten på båden, lige kunne sprætte den op og rense den. Der blev fulgt nøje med og Liva var dybt imponeret. Lige indtil Torsken gled ud af Jans hænder og forsvandt ned i vandet igen, nu som føde for måske en sæl...Noah kiggede godt nok noget efter sin første fangst. Men Noah er jo Noah of bliver ikke sådan slået ud. Så to minutter efter stod han med en ny torsk og denne nåede i posen på dækket. Nå , men imens alt det foegik på den ene side af båden, ja, så have Simon fanget Grønland på den anden side.
Jeg havde ellers siddet i kahytten mens Ingrid fik en tår og betragtede min mand mens han fiskede.
Jeg kiggede stolt og beundrende på ham mens kæmpede med fiskestangen, hvorefter jeg tænkte at det måtte da være en hval han kæmpede med. Men nej, der var blot et stykke af Grønland han prøvede på at hive op, nemlig bunden. Han måtte indse at han havde mødt sin overmand, hvorefter han fik filtret snørren, tabte det blinket og krogen.. men ja vi havde jo også været igang i gode 10 min.
Jeg valgte at koncentrere mig om Niclas der nu skulle fiske med den snørre som Noah havde haft held med. Så kunnne Simon få ro til sin hval kamp og imponere havets havfruer?
Niclas fik snørren i vandet og så var der bid. - også en torsk, men en anden slags som grønlænderne kalder fjordtorsk. Den er vist ikke så fin i kødet, så den smed Jan ud igen... i Danmark havde vi ikke smidt den ud, for det kunne være det var den fangst man fik på en hel fiskedag eller to.?
Niclas sank i spænding snørren i dybet igen, og med det samme var der bid igen. Ja både en flot stor torsk (den rigtige),og så fangede han også en søpølse. Søpølsen røg i vandet og torsken i posen.
Liva kiggede meget interesset med, og jeg kunne se hun oplevede og hjalp med snørren og med at få fiskene i posen.
Noah prøvede igen og han og niclas trak en masse ”forkerte”torsk og sø pølser op, men bare det at få bid er fantastisk, så er der noget ved fiske!
Lidt efter hev Noah igen en torsk op, ned i posen med den, og så og så havde vi nok til et dejligt aftensmåltid. Vi kunne sagtens bare have fisket og fisket. Men nu var det tid til kaffe og kage, hvorefter Jan gerne ville vise os bygden Aappillatoq fra sø siden.
Efter dejlig kage sejlede vi mod Aappillatoq, med styrmand Niclas ved roet, hold op hvor han strålede, det var som at se en sol og han synes det var såååå fedt. Drengene var vist også imponeret af de 200 hestekræfter som motoren havde.
Vi nåede frem til bygden, det var som at se upernavik blot meget meget mindre. Der bor ca 200 personer. Der en lille fabrik og en butik som vi har her - blot mindre.
Vi betragtede den lille skønne bygd fra vandet, hvorefter Jan spurgte os om vi vil i land og gå en tur eller om vi vil ud og se isfjorden, der hvor indlandsisen kælver?
Åh, en beslutning, jeg synes begge dele var enormt spændende og kunne have brugt lang tid på at træffe sådan en beslutning, men der har jeg en meget beslutsom mand, og ingen tvivl i hans stemme, vi skulle se isfjorden.
Afsted gik det i båden mod isfjorden, denne gang med kaptajen Noah ved rattet. Han lyste mindst ligeså meget som Niclas da han sejlede.
Da vi nærmede os isfjorden overtog Jan roret, da der skulle sejles forsigtigt og ikke for tæt på de kulonorme isbjerge, da de nemt kan brække i stykker, og så skal man ikke være for tæt på.
Godt Simon traf beslutningen om isfjorden, for jeg har aldrig set eller oplevet noget så imponerende og smukt. Vi drev rundt blandt isbjergene, nogle var små, andre var store og så var der de gigantiske. Lige hvor meget hvor vi kiggede hen, så var der isbjerge over alt, sikke et syn. Der var helt stille i båden og hvis man kunne have set os, så tror jeg vi alle sad med åben mund og lignede nogen der var landet fra en anden planet. Selv Simon sad helt stille og var dybt imponeret og som han sagde flere gange, dette kan bare ikke beskrives hverken med ord eller billeder. Det er Simons måde at beskrive en enormt stræk oplevelse på, hvor min er at sidde med tårer i øjnene. Det var på samme tid både fascinerende men også skræmmende. Så lille og sårbar mod de kræfter der er sådan et sted. Båden kunne knuses i isen så let som en lus imellem to negle. Isbjerge på størrelse med 10 fodboldbaner og på højde med 5.sal. Under os var der måske 1000 meter vand.
Da vi nærmest havde sundet os, efter så stærk en oplevelse, sejlede vi mod Upernavik igen med aftensmaden bag i båden. På vej tilbage skiftede drengene til at sejle, hu hej hvor det gik.
På vejen tilbage spurgte Jan om drengene ville med på sæl jagt en dag? Om de ville, det behøvede de ingen betænkningstid på ...jaaa lød det i kor på mine tre drenge.
Så nu venter de blot på, at Jan ringer en aften og spørger om de vil med? Og så vil vi piger hygge herhjemme.
Og så kommer spørgsmålet i mit hoved, hvem vil mon skyde en sæl af dem? Simon regner med det er ham, som i ved så er han jo både ”gammel”soldat og skydeleder, men på trods af det slog Niclas ham i den sidste konkurrenceskydning de havde.
Tak til Jan for en enestående dag med hygge, imponerende og rørende oplevelser.
Klik på billederne nedenfor og se dem i stor format.
