Familien Kloch Skelkjær

Så var dagen kommet hvor vi skulle på sejltur med farmor og farfar. Ih, hvor vi glædede os til at vise Grønland fra vandsiden. Vi skulle to både afsted, og vi var så heldige at Haldora og Mathias samt Nikolaj og hans kone gerne ville sejle med os og vise alt det skønne natur der er her.

Simon kom lidt før hjem fra arbejde, og vi satte kursen mod havnen, forventningfulde og vi glædede os bare alle rigtig meget. Vi fik delt os i de to både og så var vi afsted, afsted ud på eventyr.

Haldora og Mathias havde aftalt med Nikolaj at vi skulle se Tussaaq, som er en lille forladt bygt. Vi sejlede afsted i fuld fart, de to både side om side og solen skinnede fra en skyfri himmel.

Vi mærkede vinden i håret og kunne høre og mærke hvordan vandet slog mod jollens side. Jeg sad og kiggede rundt og kunne at min kære familie og farmor og farfar bare nød det i fulde drag.

Vi passerede det ene isbjerg efter det andet, og om man kan kalde det isbjerge ved jeg faktisk ikke? For for mig lignede det nærmest et is land. Jeg sad der med Ingrid i favnen og tog mig selv i at min underkæbe hang nede i bunden på jollen. Jeg var helt stille - ALDRIG har jeg set noget så enestående, stort, smukt og utrolig skræmmende på samme tid!

Et enormt isbjerg lige for øjnene af os, det var helt fantastisk og som Simon udtrykte gang på

gang: ”Dette kan ikke beskrives med ord” - og her kan jeg virkelig give ham ret. Jeg kunne se vi alle bare sad helt stille i de to joller og var dybt imponerede. Vi fortsatte forbi isbjerget, jeg prøvede at samle underkæben op, men det varede ikke længe før den igen hang ned i jollens bund, for pludselig var der sæler, en hel stime (ammissut) foran vores båd.

Og der sad Ingrid og jeg på første række inde under taget og kiggede lige ud på dem og så hvordan de nærmest ”fløj gemmen vandet/luften lige foran os, fantastisk fantastisk og jeg siger det lige igen fantastisk. Det var simpelthen så stærke oplevelser, som gjorde et enormt indtryk. Niclas, Noah og Liva var helt opslugt og jeg kunne se de fik en kæmpe oplevelse.

Men inden vi nåde at synke igen, så hev Nikolaj som Simon, Niclas, Ingrid og jeg sejlede med, riflen op ad jollen og bang, der er sæler der er sæler. Jeg nåede lige at kigge rundt og der kiggede sælen op igen, bang lød det igen. Og nu tænker i nok hvorfor bliver han ved at skyde? Har han ikke ramt? Det var i hvert fald mine tanker, men jeg fik forklaret at man skyder i retningen af sælen, så dykker den men man sejler tættere på, skyder igen på samme måde. Grunden til at de jager sådan er, at så skal sælen dykke hurtigt ned og når derved ikke at få luft nok, og kommer derfor hurtigt op igen, hvorefter fangerne kan skyde den.

Nikolaj sagde at han ville vise os, hvordan man jagede sæler her i Grønland, og det må man sige han gjorde. Men så kom det næste, nu håbede han ikke sælen, var alt for stor, for så var der ikke plads i båden! Jeg tilbød at jeg sagtens kunne sidde på den, for sælen den skulle vi da have med.

Vi sejlede hen til den døde sæl og her skulle Simon nu vise at han er en mand, for det at bære en stor våd, glat sæl på 80 kg op i båden, det er ikke helt let, men selvfølgelig klarede han det, og pludselig var vi en passager mere i båden. Jeg måtte straks ud at se og røre den. Men nej - der er ingen grund til at der skal gå for længe mellem oplevelserne, for lige foran os lød et kæmpe brag, det var et stykke is der knækkede af isbjerget. Nu måtte jeg lige synke og sætte mig, adrenalinen pumpede og kroppen var helt spændt. Det var bare så vildt det her, var vi mon med i et is eventyr, nej det var rigtig nok.

Niclas satte sig stolt ved siden af sælen, og så var vi på vej mod den forladte bygd, hvor vi skulle have en pause, se øen, spise kage og drikke kaffe.

Vi ankom til øen med sælen hængene over kanten på jollen. Vi gik rundt på den forladte ø, og det var ret uhyggeligt, at se alle de tomme huse og en total flad købmansbutik der lå helt fladt

på jorden, som var det et stykke papir. Bygden havde efter den var blevet forladt, blevet ramt af et isbjerg og dens kræfter. Og dette syn var skræmmende, for det beviste virkelig hvilke kræfter der ligger i naturen, og som man slet ikke kan styre. Det var en kæmpe oplevelse at gå rundt og kigge, og jeg kunne have brugt timer der sammen med farmor og børnene som også var enormt interesserede over det indtryk der havde mødt dem.

Men nu var det tid til at komme i jollerne igen og afsted til Nikolajs sommerhus som ligger alene på en hyggelig ø. Her skulle vi hygge os, gå en tur, og spise grønlandsk mad.

Vi satte os i jollerne igen, men jeg ved ikke om det var mig Noah og Liva så gerne ville sidde sammen med, eller om det var sælen? For ihvertfald ville de nu gerne med i den anden jolle, hvilket ikke havde været vigtigt før nu.

Efter 20 min sejlads kom vi til en skøn lille ø, hvor man kunne se et charmerende hjemmelavet træ sommerhus. Vi gik i land, og mens Haldora og Nikolajs kone tilberedte lidt grønlandsk mad, fulgt vi nøje med i, hvordan Mathias og Nikolaj parterede sælen, først blev det flotte skind forsigtigt skårt af, så blv poterne fjernet og dernæst indvolde m.m

Vi var helt optaget af denne sælpartering og Nic, No og Liva fik lov at få sælklørene, som minde. Dem er de meget glad for og har store planer med dem! Hvor vi får lidt hjælp af husfildmanden, Knud.

Nu var sælen parteret og vi gik op til sommerhuset der lå lidt længere oppe på øen. Vejret var stadig lun og solskin. Da vi kom op til sommerhuset var der dækket op med grønlansk mad udenfor. Så var det ellers at tage for sig, jeg krøb ind i sommerhuset med Ingrid og gav hende lidt medbragt grød. Mens Simon, Noah, Niclas, Liva, farmor og Farfar smagte på grønlansk mad. Pludselig kom Noah og sagde at farmor kastede op? Jeg var et stort spørgsmålstegn. Jeg gik ud sammen med Ingrid og her kunne jeg så høre, at farmor havde smagt mattak, ha ha. Farmor og farfar blev hurtigt enige om, at mattak heller aldrig bliver dem! Ellers fik de smagt på en masse. noget smagte efter deres mening bedre end andet.

Da vi havde spist gik vi en tur op i fjeldet, ja tænk egen ø med sommerhus, fjeld og isbjerge lige uden for døren. Øen har en skøn historie, Nikolaj er opvokset her sammen med sine forældre og bedsteforældre, der nu ligger begravet på egen gravplads på øen.

Nikolaj fortalte og viste os hvor hytten som de havde boet i havde stået, og man kunne stadig fornæmme omridset af den i jorden... vildt af de havde boet så mange mennesker i sådan en lille jordhytte, uden noget som helst.

Efter nogle hyggelige timer satte vi igen kursen mod Upernavik, trætte men på samme tid helt høje efter en dag fyldt med så mange helt enestående oplevelse i selskab med fantastiske mennesker.

Pludselig var der igen en sæl i sigte og nu var der Simons tur, han fik stukket geværet i hånden og vi ventede alle spændte og forventningfulde. Vi sad musestille i jollerne og ventede blot på at sælen igen skulle stikke hovedet op af vandet, men efter et stykke tid, uden nogen tegn på sælen, måtte vi opgive æv æv. Det kunne have været en stor oplevelse for os alle og ikke mindst for Simon at skyde en sæl. Selvom, som i jo ved, så er Simon skydeleder og tidligere soldat, så tror egenlig han følte sig lidt presset af den forventning der lå til ham. Så om han synes det var ærgerligt at sælen forsvandt eller om han ”takker”den, ja den historie må vi få en anden gang.