Sorg i os alle – farvel Viktor

Dette er ikke fra en af vores oplevelser her fra Upernavik men fra en del af vores liv i Danmark. En så stor del af vores liv, at det fortjerner en plads på vores hjemmeside.

Så kom dagen hvor vores dejlige og meget elskede hund ikke er hos os mere!

Viktor havde det meste af hans hundeliv, levet i idyl og kærlighed hos farmor og farfar, men for ca. 4 år siden passede vi ham hjemme hos os, da farmor og farfar skulle på deres årlige ferie til Norge. Vi nød alle at ”låne”ham og farmor og farfar kunne se at Viktor fik mere opmærksomhed, leg og et hav af kram hos os. Så det endte med at han flyttede ind ved familien Kloch Skelkjær for ca 5år siden. Vi har alle nydt denne tid, med vores trofaste viktor som altid tog glad imod os når vi kom hjem fra enten skole, børnehave eller arbejde, en at lege og tumle med, en at grine og græde med.

Viktor havde altid været udehund ved farmor og farfar, som bor på landet med en masse plads , kort sagt et fantastisk sted også for en hund, som har kunne gå, løbe hvor han ville, jage fugle eller katte og gø, ja der var plads til det hele.

Da Viktor flyttede ud til os, startede han også med at være udehund, hvor han gik ude i haven frit, om vi var hjemme eller ej, og så sov i vores bryggers om natten.

Men spørger man Simon så varede udehunde perioden, vist kun til han tog på den første nattevagt. For da han kom hjem om morgnen, var Viktor flyttet ind. I starten kunne man se han ikke troede han måtte, men det tog kun en uges tid, så var han fast inventar indendøre og hold op han har nydt det. Tænk at ligge der på gulvet og blive klappet og krammet.

I den tid vi har været så heldige at have Viktor, havde specielt Niclas og ham knyttet et meget stærkt bånd. De var næsten uadskillige og hver gang viktor så Niclas ,lyste han som en stjerne på himlen og det er sikket også den stjerne der lyser lige nu!?

Jeg mindes hver dag når Niclas kom fra skole og Viktor rejste sig fra mit rosenbed, som åbenbart var det bedste sted at ligge, nok ikke på grund af roserne, men at det var ved vores låge, så han kunne holde udkig med hvornår Niclas, Noah og Liva kom hjem.

Når han så Niclas komme, rejste han sig og stod logrende ved lågen, klar til at tage imod ham. Hvorefter de hver dag løb om kap ned i haven og som jeg ofte betragtede fra vores køkkenvindue, blev det altid afsluttet med et kram, som man kunne se en masse kærlighed i.

Vi var alle bevidste om, at Viktor var blevet en gammel hund, at løbe om kap med Niclas gik ikke så stærkt mere, men Viktor gjorde det og det kunne ses at han nød det, gå turene blev heller ikke så lange, men vi nød de korte ture med ham. Inden vi tog til Grønland mistede Viktor også hørelsen, men han var den samme glade hund om han kunne høre eller ej.

Jeg må indrømme at jeg nu længere jeg når ind i minderne om vores taknemelige, glade og trofaste ven og tankerne om ham sammen med børnene, så kan jeg næsten ikke se tastaturet for bare tårrer.

Vores Viktor har bare givet os så meget glæde og oplevelser i vores lille famillie.

Farmor og farfar havde sagt ja til at passe Viktor , mens vi skulle på vores familie eventyr til Grønland. Viktor skulle passes det bedste sted mens vi var bortrejst og ingen tvivl om, at det var ved farmor og farfar. For Viktor var det jo som at komme hjem, hjem til sommer, ro og idyl på sine gamle dage, tja det er vel det man kun kan drømme om, som i alle væseners verden sjældent bliver til virkelighed?

Vi havde før afrejsen snakket meget med børnene om, at Viktor var gammel og at det ikke var sikkert, han var blandt os når vi kom hjem? Men at vi selvføgelig håbede.

Den sidste halvanden måned mens han boede ved farmor og farfar havde han det som vi på jysk ville sige, som blommen i et æg.

Farmor og Viktor havde deres daglige gåtur sammen, hvem der pustede mest ved vi ikke, men vi er sikker på de begge nød det. Som vi alle ved, så er farmor og farfar jo nogle rigtige livsnyder, der nyder sommeren i deres idyliskehave og dette har Viktor fået lov at være en del af. Jeg ser ham ligge ved siden af farfars stol , men de griller, i håb om en lille godbid, for det falder der altid af og det kunne Viktor huske på trods af 4 år hos os.

Ja ja der er mange minder med ham Viktor, specielt også hans gåture på egen hånd, hvilket jo altid har resulteret, i at han ikke kunne finde hjem. Jeg tror ikke Viktor skulle mange meter uden for det han kendte, for at få følelsen af at være faret vild. Men på grund af det, så har han også fået oplevelse en hund normalt ikke får, nemlig at blive kørt hjem på en atv , da han simpelthen ikke kunne finde hjem fra naboen... tja godt nok var Viktor en collie, men en rigtig Lassie det var der vist ikke i ham.

Efter farfar havde ringet til Simon skulle jeg overbringe den sørgelige nyhed. Jeg prøvede at være fattet for at børnene skulle først have set at vide senere på daden. Men at holde mig bare lidt fattet var en svær opgave. Jeg kunne mærke en klump i halsen, der bare voksede og voksede. Den ville bare ud...jeg kunne mærke hvordan tårrene bare trillede og trillede ned over mine kinder. Jeg blev utrolig ked af det, men det var lige så meget tankerne om hvordan vi skulle overbringe denne sørgelige nyhed. De fleste der kender mig, ved at mine tanker allerede var på mine børn som havde mistet deres elskede hund, for det var han virkelig. Jeg havde bange anelser for at de, specielt Niclas ville bryde helt sammen, når vi skulle fortælle det. Ganske rigtigt, så blev de alle enormt kede af det og specielt Niclas, det var jo bare hans trofaste fire benede ven, de to havde bare et helt særligt bånd til hinanden!

Så efter vi alle havde grædt i fællesskab, snakkede vi meget om de dejlige minder vi har om Viktor. Det kan jo på ingen måde erstatte ham, men gode minder er godt at leve videre med.

Vi har efterfølgende snakket meget om hvor heldige vi var at få Viktor af farmor og farfar og ikke mindste har vi fået en masse skønne minder som følge vores liv i mange år.

Viktor blev gammel, men var stadig frisk, blev ikke syg ud over hørelsen. Han var frisk til det sidste og døde en helt naturlig død, i trygge rammer med ro, omsorg, idyl og kærlighed.

Det er vel , i mine øjne ethvers væsens ønske om den perfekte død, når vi en dag skal herfra?

Tak til farmor og farfar fordi i gav vore 4 guldklumper denne fantastiske hund som bare har fyldt vores børn med gode minder og kærlighed. Tak fordi i passede ham og gav ham den sidste omsorg og kærlighed, roen og det at sige farvel i en sommer i kendte omgivelser fyldt af ro og idyl.

Tak for billederne fra Viktors flotte grav, han vil altid mindes i vores tanker, men også når vi besøger farmor og farfar, hvor der skal mindes og ligges en lille blomt på Viktors grav. Jeg må hellere stoppe med at skrive mere, da vores tablet bare ikke kan klare mere vand fra mine øjne.

Viktor hele familiens trofaste ven døde mandag d 2.6. 2014-vi vil altid savne og mindes dig.