Familien Kloch Skelkjær

Torsdag startede dagen også med at solen skinnede så smukt fra en skyfri himmel. Idag ville Ingrid, Liva, Noah, Niclas og jeg vise morfar lidt mere af Upernavik, mens Simon var på arbejde.

Vi startede med at gå i husflid, hvor Knud havde været behjælpelig med at pudse ti sælklør for os. Sælklørene, er fra sejlturen vi havde med farmor og farfar, da de var at besøge os og vi endte med at have en sæl med i båden - fantastisk. Tænker stadig tilbage på den helt fantastiske tur vi havde.

Vi kom ned til Knud, og idag synes Noah og Niclas det var spændende at komme derned, da de var spændte på at se hvor flotte klørene var blevet. Knud fandt dem frem og hold da op hvor var de blevet fine, han borede hul i dem og nu er de forvandlet til seje halskæder.

Men Noah, Niclas og Liva mener at vi simpelthen bliver nødt til at komme med på sæljagt igen, for de synes det kunne være så sejt, hvis de kunne sende nogle sælkløer hjem til vennerne i Danmark. Så sæljagt må vi med på og det kræver ikke overtagelse ved mig.. det er så spændende.

Efter morfar havde set husflid gik vi videre ned på havnen. Her var der lige kommet en kutter ind med mange og jeg mener virkelig mange hellefisk. Vi gik hen og så hvordan fiskene blev læsset i store kar, hvorefter de blev hejst op på land. Liva, Noah og Niclas, synes det er så hyggeligt at komme på havnen, når fangerne kommer ind med fisk og lille Ingrid ser nysgerrigt til fra barnevognen, hvor hun hænger ud over kanten for bedre at kunne se, tror jeg hun mener?

Jeg synes også det er så skønt at komme på havnen, især når de kommer ind med fisk. Der er sådan en dejlig atmosfære... alle er i gang, der sejles ind til havnen i jollerne, kranen ”summer” når den hejser kar op og ned. Lyden af våde fisk der kastes i de tomme kar. Ja, kort sagt så summer der bare af hygge.

Fredag var der igen sommervejr her i Upernavik, så udenfor og gå en tur det ville vi.

Idag ville vi vise morfar kirkegården og hvordan man begraves her i upernavik. Det har gjort stort indtryk på Noah og Niclas at, man ikke kommer ned i jorden når man begraves. Men at der støbes en cement kasse rundt om kisten, hvorefter den pyntes med kunstige blomster.

Da vi kom på kirkegården i højt solskin og med en af byens bedste udsigter ned over fjled , vand og isbjerge, så det både smukt men også en smule skræmmende ud med alle de hvide kors. For mig minder det om en kirkegård fra krigstiden, men på den ande side så det også utrolig smukt ud som de hvide kors stod der og alle gavene var pyntet med en masse blomster.

Det er en stor og stærk oplevelse at se en kirkegård i en anden kultur og hvordan de begraver deres kære. Besøget har givet anledning til mange gode og lærerige snakke med Liva, Noah og Niclas om døden.

Her i Upernavik, benytter man sig virkelig af de ting man har. Så om sommeren er landingsbanen åben mandag og fredag aften, og det benytter alle sig af.

Folk valfarter til lufthavnen, nogle for at gå en tur, andre for at nyde udsigten som er helt enestående herfra, hvor der både er kig til det smukke fjeld, byen, vandet, og ikke mindst til isfjorden som lige nu er fyldt med isbjerge, der nærmest holder i ”kø”for at komme forbi hinanden. Det er et meget smukt, imponerende og enestående syn, og jeg bliver ved med at blive imponeret af disse fantastiske naturskabninger.

Nogle kommer for at løbe en tur, men det helt store hit er at børnene cykler eller kører på rulleskøjter. Det er så dejligt og livsbekræftende hvor lidt der engentlig skal til for at samle folk i byen og at man benytter sig af byens muligheder.

Vi var kommet for at nyde udsigten og vise morfar al den skønne natur man kunne se herfra, ja længere end øjet rækker er der bare fantastisk natur og som Simon ville sige. ”Dette kan ikke beskrives med ord” og vi kan sige vejret var med os, det var så vindstille, lunt og klat i vejret, kort sagt bare pragtfuldt.

Liva fandt hurtigt nogle piger at lege med deroppe, Niclas og Noah tog en løbetur, viste og fortalte morfar om det de så. Ingrid sad veltilpas i selen på Simons ryg, smilede og sagde da da da da. Jeg prøvede at nyde alle fra min dejlige famile, men lidt af en opgave når vi er seks personer der er i hver sin retning, men jo bare skønt at se hvordan vi forskelligt bliver draget af tingene vi er omgivet af.

Jeg kunne se morfar også var imponeret, sagde hvor er det flot og fik taget en masse fotos. Vi nød alle vores hyggelige tur på landingsbanen og var stolte over at vise morfar hvilken fantatisk natur vi er heldig at opleve hver eneste dag.

Mandag ville Noah, Niclas, Liva, Ingrid og jeg gerne vise morfar brættet. Brættet er en slags pavillon, som ligger på kongepladen, som er samlingstedet for folk i Upernavik. På pladsen er der bord, bænke, pølsevogn, legeplads, butikken og brættet.

På brættet står fangeren og sælger deres fangst, man ved aldrig hvilken dag eller tidspunkt der er åbent. For det hænger naturligt nok sammen med, hvornår de fanger noget. Dette har jeg som dansker skulle vende mig til, for der må da være åbningstider, men nej? Men det er også hvad der gør det lidt spændende, når man et par gange er gået forgæves. Men når der så endelig er åbent, ”råber” Niclas, Noah og Liva jubiii der er noget på brættet, og skynder sig derind for at se hvad det er. Det kræver også til tider forklaring, og det var hvad det gjorde idag, da morfar var med. For på bordet lå der noget meget meget rødt, blodigt kød. Jeg kunne se morfar stirrede på det kød der lå der på bordet. Noah, Niclas og Liva så interesseret til og Ingrid sad på min arm og kiggede og sagde da da da...

Jeg fik spurgt fangeren hvad det var for et dyr, og jeg fik fortalt det var en sæl. Idag købte vi ikke noget og kunne se på morfar at han bad til at, nu skulle jeg ikke få en ide, om at vi skulle have sæl til aften, for det sagde hans kropsprog ihvertfald, at han ikke havde lyst til. Men vi fik et kig på sælkød, den specielle lugt, og en lille snak med fangeren og jeg kunne se no, nic og Liva bare var så stolte af at vise morfar brættet, for vi elsker nemlig at komme der, og håber altid der er åbent når vi går forbi der.