Familien Kloch Skelkjær

Da vi stod op onsdag morgen, var jeg spændt på at trække gardinet fra, for de sidste dage havde vi være ”ramt”af tåge. Så meget tåge at vi slet ikke kunne se den helt fantastiske udsigt vi har fra vores lille blå hus. Jeg trak gardinet fra og blev mødt af den skønneste sol der strålede ind gennem vinduet på en skyfri himmel, ej, hvor skønt. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme ud og nyde det gode vejr, fjeldet, vandet og isbjergene som lige nu ligger i ”stakkevis”, vandet er fyldt af fantastiske isbjerge i alle størrelse og faconer.

Vi fik spist morgenmad, pakket rygsækken og så var det ellers ud i det blå. Det var skønt at gå der med morfar. Vi bestemte os at gå en tur ned til vandet, for lige idag var det så lavvandet at vi kunne sidde, hoppe, løbe og lege på stenene.

Da vi gik rundt ved vandkanten, kom der en hel stime ammasætter, det lignede ihvertfald dem Noah og Niclas havde fanget på deres sejltur med Haldora og Mathias. Det var spændende at se og vi fulgte dem et stykke tid.

Lidt efter fandt Noah, Niclas og Liva tang, men ikke tang som i Danmark. Nej, det var nærmest som en tyk gummi snor. Det var utroligt stærkt og gik ikke over, selvom de ”slog”ned i stenene med det. Sikke Noah, Niclas og Liva hyggede sig med det og legede og legede.

Mens de legede med tangen sad Ingrid meget interesseret og fulgte med i hvad hendes søskende lavede. Men nu hvor det vist tid til en kiks og lidt at drikke. Vi satte os alle og nød vores sodavand som morfar havde sponsoreret. Mens mens vi sad der kom der pludselig en gummibåd sejlene, jeg tænkte det var da mystisk, for der lå ikke lige nogen både den evt. Skulle sejle hen til? Mens vi sad der og holdt øje med at den nærmede sig stenene hvor vi sad, udbrød morfar, den har da noget til at hænge efter sig. Vi kiggede alle, Noah; Niclas og Liva skyndte sig hen til båden. Og jo, morfar havde set noget og det var en sæl. De havde simpelthen fanget en sæl de skulle til at trække op og partere lige der hvor vi sad.

Jeg blev bare så glad, for det er bare så spændende at se dem komme ind med deres fangst og så få muligheden for at se dem arbejde. Noah, Niclas og Liva strålede og jeg kunne se de nød at få denne oplevelse med morfar. Morfar overraskede mig faktisk, han var simpelthen så interesseret og snakkede og snakkede med fiskerne, ja bare det i sig selv var en skøn oplevelse.

Men morfar måtte dog takke nej tak, da den ene fisker begynde at skære i det rå sæl lever, hvorefter han tog en luns af den.

Fiskeren kiggede på os og sagde :det smager rigtig godt! Hmm, jeg sank en ekstra gang, for bare tanken om den varme blodige lever i min mund gav mig kvalme og ingen tvivl om at mit kropssprog talte for sig selv... sååå farmor mattak er ingen ting!

Da fiskerne skar lufferne af sælen og skulle til at smide dem i vandet, fik jeg hurtigt spurgt om vi mon måtte få dem. For Noah og Niclas har nemlig planer med dem. De synes det kunne være så sejt at give vennerne i Danmark en og det kan jeg kun give dem ret i. Vi måtte gerne få klørene, jubiii - Noah og Niclas blev rigtig glade.

Men som vi stod der med to afskårne luffer og kiggede på hinanden og tænkte den samme tanke, hvordan skulle vi få dem hjem? Vi synes alligevel ikke vi kunne gå med dem i hånden op gennem byen. Jeg rodede rundt i rygsækken, for der måtte da være en pose, men nej.. så jeg fandet en af Ingrids stofbleer og den måtte så lade livet til fordel for sælklør. Men mon ikke Ingrid synes det er helt ok? Hun sad i hvert fald veltilfreds og kiggede på mens sællufferne blev pakket ind i hendes stofble. Så noget jeg har lært her i Upernavik, det er altid at have en pose med, for enten bliver man spurgt om man vil have friske fisk eller som i dag, sæl luffer.

Nå men hjemad gik det med en helt fantastisk oplevelse sammen med morfar og sælluffer under barnevognen.

Da Simon kom hjem, havde jeg et lille ”job”til ham, men som han udtrykker - så er det jo ikke første gang! Hmm, nej det er det nok ikke, men ihvertfald behøvede vi lidt hjælp til at skære sælkløerne fri fra resten af luffen, så vi kan få dem rengjort, og ved Kunds hjælp få dem pudst og lavet til seje halskæder.

Simon ”sprang”straks til opgaven sammen med Noah, Niclas og Liva, men morfar, Ingrid og jeg kiggede på. Mens de sad der og skar i den behårede sæl luffe iført gummi handsker fra Simons arbejde sad jeg bare så stolt at tænkte hvor har jeg nogle seje børn, der sidder og skærer i sælluffen mens det knager og brager i knoglerne og ikke mindst så har jeg en helt fantastik mand der bare altid støtter op om oplevelserne og mine til tider ”skøre”ideer.

Det var bare så dejlig en oplevelse at få med morfar og gad vide om der ikke også kunne blive en lille sæl negl til morfar som minde om en dejlig oplevelse i Grænland med sine fire børnebørn Ingrid, Liva, Noah og Niclas.

Efter sælprojektet, var det tid til fodbold med morfar. så Noah fandt hurtigt to havestole, og så var der tryllet et mål frem, ja de er skønt at opleve det ikke er noget problem, der ikke var mål, men at han bare smilende fandt to stole i stedet for.

Så blev der ellers skudt på mål, bolden fløj rundt og Noah, Niclas og Liva skiftede til at skyde på mål ved morfar, som jo selvføgelg havde nogle gode fodbold tips til dem. Ingrid sad i barnevognen og fulgte bolden, fra side til side bevægede hun sig, og var meget optaget af denne oplevelse med den fantastiske runde tingests –bold.

Det havde bare været en helt fantastisk dag og afslutning på morfars besøg her i Upernavik som vi alle vil mindes med stor glæde.

Her henter morfar og Liva vand ved taphuset

Så kom dagen hvor morfars besøg her hos os var ved at ende, dagene var bare ”fløjet”afsted og vi havde alle nydt det rigtig meget. Så da Ingrid, Liva, Noah, Niclas og jeg gik mod lufthavnen sammen med morfar var det med en klump i halsen. For sikke vi havde nydt at vise morfar vores liv her i Upernavik. Vi nåede lufthavnen og fik krammet morfar og fik ham ønsket en god tur hjem. Simon havde denne dag ekstra travlt på arbejdet. En anholdt skulle fremstilles for retten og Simon skulle have sin debut som anklager.

Jeg kunne se morfar var meget ”trykket”af at skulle rejse, og rørt over ferien sammen med os her i Upernavik. Så det blev til flere kram end ord, og Niclas spurgte hvorfor kan morfar ikke sige noget? Synes det var en god iagttagelse Niclas havde gjort, og jeg forklarede at det var fordi det var lidt hårdt at sige farvel, og at han var ved at græde, fordi han ville komme til at savne os.

Så blev døren åbnet og folk begyndte at gå ud til flyet, morfar fik et på gensyns knus og gik derefter ud til flyet.

Ingrid, Liva, Noah, Niclas og jeg gik ud til hegnet ind til landingsbanen, hvor vi kneb en lille tåre og fik vinket farvel. Vi vinkede til vi ikke kunne ane flyet mere, og så gik vi hjemad. På vejen hjem sagde Liva, Noah og Niclas: Jeg savner allerede morfar - og jeg kunne høre det kom lige fra hjertet!

Tak til morfar for nogle rigtig dejlige dage med mange gode oplevelser.