Familien Kloch Skelkjær

Jubiii,i dag lørdag den 6. september skulle vi ud at sejle, nok for sidste gang her i skønne, smukke og imponerende Grønland. Vi skulle sejle med Haldora, Mathias og jagtbetjenten Niels. Da vi stod op var vejret skønt, solen skinnede og vandet var ”stille”perfekt til en sejltur til indlansisen.

Vi fik smurt madpakker og iklædte os varmt tøj, meget varmt tøj. For her i Upernavik er temperaturen allerede faldet ned til 5-7grader. Men allerede i oktober kommer sneen også igen til at dække smukke Upernavik.

Alle mand var klar og vi gik glade og forventningfulde mod havnen. Pludselig mødte vi Haldora, hvorfor havde hun ikke varmt tøj på, vi skulle jo sejle lige om lidt? Haldora var rystet for Mathias var lige blevet indlagt på hospitalet, heldigvis havde de allerede afkræftet at det skulle være alvorligt. Hun sagde, at vi bare skulle sejle med jagtbetjenten Niels og han ventede på os i havnen. Vi fik givet Haldora en krammer og ønskede god bedring med Mathias. Vi gik mod havnen lidt forskrækket over Mathias, men godt han efter omstændighederne var ok. Men vores sidste sejltur ville ikke blive det samme uden dem, slet slet ikke. For vi holder så meget af Haldora og Mathias og havde alle set frem til en skøn sejltur i deres selskab.

Da vi nåede havnen stod jagtbetjenten klar i sin båd, Simon har tidligere sejlet med ham og han er en flink mand, der har sejlet i Upernavik de sidste 15 år som jagtbetjent. Så jeg følte os i gode hænder. Vi kom ombord i den fine overdækket båd, lige en båd for Ingrid og jeg, for så sulle jeg ikke være nervørs for om mine små ville komme til at fryse , ja ja hønemor det er jeg jo nok.!

Vi begav os afsted i båden, skønt at komme ud i det blå og se den enestående natur. Vi sejlede mod bygden Aappilattoq hvor båden skulle tankes. Vi sejlede ind mod molen og der stod der en benzin tank , ligesom på en tankstation til biler i Danmark. Det havde jeg ikke oplevet før, for her i Upernavik slæber de deres store dunke med benzin ned til bådene. Så dette var da bare så smart. Vi fik tanket og så var vi afsted igen, afsted mod indlandsisen. Vi nød alle turen og var ret spændt på hvad der ventede os. Simon havde været der sammen med jagtbetjenten på en arbejdsrelateret tur og han ville så gerne, vi også skulle opleve det. Vi nærmede os noget højt hvidt ude i det fjerne, noget der nærmest gik op i skyerne.

Jeg blev ved at kigge og kigge, det kunne ikke passe det måtte bare være skyer jeg så. Liva, Noah, Niclas og jeg stod med hovdet op over bådens kant ved taget og kiggede og kiggede, vi var helt mundlamme, for lige her vil jeg bruge Simons vending. Det kan bare ikke beskrives med ord og heller ikke billeder tror jeg. For det syn vi mødte var dybt imponerende og også lidt skræmende, for foran os var der en kæmpe kæmpe hvid is mur, ca 100-200meter høj. Det var så vildt og helt vildt, da jagtbetjenten fortalte at isen længere inde, kunne være 3km høj. 3km fløj det ud af Noah, han tænkte på da de løb hver dag i skolen, og 3km er altså noget når det går lige op ad. Det var både smukt, imponerende og utrolig skræmende at se så høj en is mur foran os. Alle følelser var bare i spil lige der, skulle man grine, græde eller samle kæben op og bare nyde det. Vi valgte det sidste, at samle kæben op og nyde.Der sad vi og fik en kæmpe oplevelse som vi aldrig vil glemme. Hold da .... hvor er vi bare heldige.

Jagtbetjenten sejlede os helt ind til et fjeld ved indlansissen, der gik vi i land og stod og betragtede denne enestående oplevelse. Wow wow sagde Noah, Niclas og Liva mens Ingrid sad veltilfreds på Siomons arm og kiggede og sagde Hej , hej

Vi stod længe der på fjeldet, kiggede ud over den storslåede Grønlandske natur, mærkede kulden i vores kinder af den omkring liggende is oghørte bragende på afstand af is der kælvede.

Det var simpelthen så stor og smuk en oplevelse af slutte vores fem måneders familieeventyr af med her i Upernavik. Jeg kan slet ikke finde ord for dette, for denne oplevelse skal bare opleves.Det er en af dem der sætter sig under huden og som vil blive husket i mange mange år.

Nu var tiden inde til at sejle tilbage mod upernavik, så vi hoppede i båden igen og begav os afsted, afsted i det spejl blanke vand. For vandet var idag så blankt at det var som et spejl, isbjergene stod der så smukt og spejlede sig i vandet, et helt imponerende syn og det var en meget smuk tur hjemad.

Tak til jagtbetjenten for en helt fantastik tur til indlandsisen og en oplevelse vi aldig vil glemme.