Mandag gik vi med farmor og farfar en tur ud til helikopterpladsen. Niclas og Noah havde en kaste konkurrence, som gik ud på hvem der kunne ramme et lille isbjerg. Plask plask og plask lød det, der blev kastet og kastet, godt de havde lillesøster Liva til at samle sten til dem, som hun gjorde med stor iver.

Lille Ingrid tog en dejlig lur i barnevognen og vi fortsatte hen mod fjeldet, hvor vi ville spise vores medbragte kage. Skønt at side der og hygge sig med udsigt til ”farfars isbjerg og de små joller der sejlede ud og ind af havnen.

Der er et kæmpe kæmpe isbjerg der har været tæt på havnen siden farmor og farfar ankom. Farfars isbjerg kalder vi det, for farfar har fulgt det dagligt, beundret det, kikket i kikkerten på det, og har bare ventet på det skulle knække, men isbjerget står der stadigt. Vi beundrer og snakker dagligt om farfars isbjerg, og håber vi står med kameraet den dag den knækker med et kæmpe brag efterfulgt af store bølger.

Pludselig bibbede der en besked ind på min telefon? Det var fra Haldora, yes hun skrev der var hvaljagt og det var sildepisker (vågehval).

Jeg blev helt spændt og kunne mærke adrenalinen i min krop... jeg synes simpelthen det er så spændende. Vi fandt kikkerten frem og i det fjerne kunne vi se en masse små hvide prikker, det var joller der sejlede afsted, hvorefter der lød skud i det fjerne. Derefter lå jollerne helt stille og det gjorde de længe, meget længe. Vi var overbevist om, at de havde ”mistet” hvalen. Kunne mærke skuffelsen, for vi var bare alle klar til at gentage succesen fra sidst, hvor vi var på hvaljagt og så kunne det bare være så fantastisk at dele sådan en oplevelse med farmor og farfar.

Vi spiste frokost og så lød telefonen igen, det var Haldora der nu kunne fortælle de havde fanget hvalen! Fedt fedt fedt, og så kom alle mine spørgsmål, hvor skulle vi tage hen? Hvor skulle hvalen trækkes op? Osv.

Haldora sagde at de ikke trak den op i havnen som sidst, måske nok fordi den var så stor. Men hun foreslog at vi kørte til lufthavnen, hvor vi måske ville kunne se den.

Afsted afsted, når vi skal - ja så kan vi rent faktisk komme hurtigt ud af døren... over stok og sten gik det til lufthavnen, jeg kunne mærke spændingen på både børnene og jeg.

Simon var meget afslappet og jeg tror jeg har det med hvaler, som han med krigsskibe.

Farmor og farfar var også spændte, tænk hvis de fik sådan en stor oplevelse med herfra?

Men da vi nåede lufthavnen og steg ud af politibilen, kunne vi se der var rigtig langt over til den lille ø, de havde valgt at trække hvalen op på, for at partere den. Der var 5 joller som langsomt trak den afsted. Jeg tror de valgte stedet fordi de så kunne sejle rundt om den flade klippe og så trække hvalen op over klippen med bådene på den anden side.

Kunne bare mærke skuffelsen i mig, for jeg var så klar til denne oplevelse og der lå en KÆMPE stor hval, bare alt for langt væk til vi kunne se noget.

Niclas, Noah og Liva tog de meget pænt, og må vist indrømme, at det var mig der blev mest skuffet. Nu var vi bare så tæt på, og alligevel så langt væk.

Men bedst som jeg stod og var skuffet, kom der en medarbejder fra lufthavnen og spurgte om vi havde lyst til at komme en tur ind på landingsbanen og køre en tur.

Simon sagde med det same pænt ja tak og Liva, Noah og Niclas var helt vilde, mens jeg bare tænkte, ja ja men det er jo ikke en hval som ligger der på den anden side af hegnet.

Men da vi kom ind på landingsbanen, må jeg indrømme det var godt Simon sagde ja tak, for sikke en udsigt!

Lige meget hvor man kiggede hen, så man den storslåede og fantastiske natur, vand og isbjerge i den ene retning, fjeld i den anden, udsigt over byen, og ikke mindst udsigt til isfjorden, hvor man bare kunne se isbjerge der stod i kø for at komme ”ud”på åben vand.

Sikke et syn, enestående, storslået og imponerende, uh, man kunne mærke en masse følelser brede sig i hele kroppen. Jeg kan simpelthen blive ved med at blive betaget af dette land.