Familien Kloch Skelkjær
Jubii så kom farfar og farmor endelig til Upernavik
19. juni
Besøg af farmor og farfar.
Jubii så kom dagen, vi alle havde set frem til med stor glæde, nemlig besøg af farmor og farfar.
Liva, Noah og Niclas havde de sidste uger gået og talt ned til tordag, hvor vi skulle hente farmor og farfar i lufthavnen.
Så da vi vågnede torsdag morgen, stod vi alle op og glæde os til om eftermiddagen, hvor farmor og farfar ville ankomme med fly fra Danmark.
Men da vi rullede gardinet fra og kiggede ud af vinduet, som vi gør hver morgen for at se vejret, vandet og hvilket isbjerg der er kommet i løbet af natten, kunne vi intet se af det. Der var så tåget at vi kun kunne se et par meter frem.
Jeg blev med det samme ret nervøs og tænkte at vejret/tågen ikke var godt i forhold til at farmor og farfar skulle komme idag. For når der er så tåget kan flyet ikke lande her i Upernavik.
Regelmæssigt forsøger fly at lande, men må opgive på grund af sigtbarheden og flyve retur til Ilullisat, hvor passaserne må overnatte og så komme med det næste fly herop.
Jeg frygtede af farmor og far ville komme i den situatio, og at vi ville få nogle guldklumper der ville blive kede og skuffede, for de havde virkelig set frem til dagen.
Noah og Niclas bemærkede også tågen og spurgte mig om farmor og farfar godt kunne lande? Jeg kunne ikke andet end at give dem et ærligt svar, at tågen skulle lette men det troede jeg også den ville gøre.?
Torsdag formiddag tror jeg aldrig vi har kigget så meget ud af vores vindue og jeg kunne se både Liva, Niclas og Noah blev usikre på om de fik besøg af farmor og farfar idag?
Vi kunne nemlig se fra vinduet at helikopteren ikke fløj som den plejede, og at flyningen med den var indstillet på grund af vejret.
Hele formiddafen gik med at se ud af vinduet, og tale om vejret og da vi nåede til middag så det stadig ikke godt ud? Jeg må indrømme at jeg begynde at miste troen på at vi fik farmor og farfar at se idag.
Det sagde jeg selvføgelig ikke til børnene, for der var jo stadig håb, men Noah blev mere og mere nervøs og jeg sadge lidt i sjov til ham, at jeg troede vi blev nødt til at bede en bøn.
Den ide, som jeg egentlig sagde lidt for sjov greb de alle tre, og synes det var en god ide.
Så vi satte os sammen foldede hænderne og bad om hjælp og sagde disse ord:kære gud, vil du ikke godt hjælpe os med at få tågen til at lette, så vi kan få besøg af vores farmor og farfar som vi glæder os meget til, amen.
Det er jo ikke hver dag vi beder en bøn, og vi synes jo bare at det var en lille ting at bede om, og ikke noget stort - som fred i verden eller lignende.
Om det var bønnerne der gjorde det finder jeg nok aldrig ud af, men tågen begynde nu at lette. Det var så mystisk, men både jeg og børnene jublede.....
Det klarede mere og mere op og om eftermiddagen, da Simon kom hjem fra stationen gik Liva, Noah, Niclas, Simon, en stor smilende Ingrid i barnevognen og jeg glade afsted til lufthavnen, med en smule sommerfugle i maven.
Turen til lufthaven går meget opad, rigtig meget opad, men idag var der ingen trætte ben, de spurtede nærmest afsted af sig selv! På vej til lufhavnen fik Liva øje på små fjeldsyre, det er små yndige lilla blomster,de skulle beundres og plukkes til farmor.
Vi var kommet i god tid og stod og ventede med grønlandske flag i hånden. Minutterne var lange og sneglede sig afsted, for nu måtte farmor og farfar da snart komme? Pludselig kunne vi høre et fly og hov, der kom det ud gennem skyerne og snart var farmor og farfar her i Upernavik, sammen med os.
Flyet lanede og vi stod forrest og viftede med vores flag og der kom de... Tænk det var simpelthen så rørende at se dem stige glade ud af flyet og tænke på de havde taget den lange tur hertil for at besøge os. Mine tårer piplede frem, Simon strålede stolt, Noah, Liva og Niclas løb i fuld fart hen og gav dem et kæmpe knus, mens lille skønne Ingrid sad i sin barnevogn og smilede.
Efter vi havde fået sagt hej, krammet og tørt tårer væk, bestemte vi os for at gå fra lufthavnen og hjem til det lille blå hus. Simon var nemlig så glad og stolt at farmor og farfar skulle se den fantastike udsigt der er ud over vand, fjeld og isbjerge, når man går fra lufthavnen og ned over øen.
Vi gik afsted og det var bare så skøn en følelse for os alle at vise og fortælle om det dejlige sted vi bor og oplever de næste måneder frem. Da vi havde gået lidt, nåede vi ”vores”lille blå hus.
Liva, no og nic viste stolte farmor og farfar rundt i huset og Liva viste stolt sit værelse frem som hun havde brugt dage på at gøre klar og pynte.
Farmor og farfar skulle nemlig låne ”hendes”værelse mens de er hos os, det bedste værelse i huset med udsigt til fjeld, vand og isbjerge.
Da farmor og farfar var vist rundt i huset, fandt de en kuffert frem hvor de trak den ene skønne gave op efter den anden til os, det var næsten til juleaften og vi blev så glade og beriget, tusind tak farmor og farfar..
I kufferten gemte sig også en flot gave fra oldemor Ingrid sammen med et kort. Jeg åbnede kortet og læste det, jeg nåede kun til anden linie, inden jeg simpelthen blev så rørt til tårer, det var så rørende og bekræftende ord jeg læste, nogle ord skevet af en meget betyningsfuld dame i vores liv. Disse ord vil vi tænke og huske på længe med stor glæde. Tak for det oldemor Ingrid
Efter en skøn dag præget af nervøsitet, spænding, bøn, glæde og stor gensyns glæde med farmor og farfar var dagen nu ved at være omme og vi gik trætte i seng og glædede os til at tilbringe de næste 11 dage med farmor og farfar.
