Familien Kloch Skelkjær

Lørdag eftermiddag stod solen højt på himlen og vejret indbød bare så meget til udendørs hygge.

Så da Simon til middag stod op efter en hård fredag nat, med fem tilkald og en mand i detention som lige skulle løslades, fik vi pakket grillen samt div. proviant og derefter satte vi kursen mod fjeldet.

Vi gik i fjeldet, Ingrid sad veltilfreds i bæreselen på min ryg, Noah og Niclas sprang som to kåde bjerggeder, fra sten til sten. Liva plukkede fjeldsyre og samlede sten - tror snart vi kan fylde en kuffert med sten!

Vi nød gåturen, roen, naturen, udsigten og hinandens selskab. Noah og Niclas fandt et hyggeligt sted hvor vi kunne grille. Og ja, det var et skønt sted de havde fundet, med udsigt ud over vandet fyldt med isbjerge der knagede og bragede i det fjerne.

Simon fik tændt op i grillen, og der sad vi og grillede pølser i duften af kul og ild der knitrede, med udsigt til et stort isbjerg vi blot ventede på skulle knække med et kæmpe brag efterfulgt af vandet der ville bruse op på fjeldstenene. Men isbjerget stod og blev stående, men jeg er sikker på, at vi nok skal opleve det inden vores eventyr her i Grønland slutter.

Når jeg sidder her i fjeldet med min fantastiske mand og vores fire vidunderlige guldklumper og kigger rundt på den endestående, pragtfulde og til tider også lidt skræmmende stærke natur, får jeg næsten tårer i øjnene, for til tider kan man tage livet lidt for givet, men at blive beriget med Simon, Niclas, Noah, Liva og lille Ingrid og vores fantastiske eventyr, så bliver jeg blot bekræftet i hvor skønt og dyrebart livet er, og hvor meget man skal passe på det og på dem man elsker.

Søndag bød på en gå tur samt fodbold på havnen. Noah havde i gave fra farmor og farfar fået en fodbold, som vi skulle have indviet og det glædede vi os til.

På vej til havnen, løb Noah, Niclas og Liva i fuld fart, for de havde travlt med at holde styr på bolden ned ad bakken, for spilles med dem på vej derned det skulle der, og det så nu også sjovt ud.

Ingrid tog en lille lur iden friske luft i sin barnevogn, men sove tiden væk når der skal spilles fodbold det skulle hun ikke, så inden længe sad hun i barnevognen og betragtede mens fodbolden røg gennem luften.

Jeg nød så meget at spille med mine store børn, som mente at vi skulle spille mur. Her i Upernavik, bruger man blot det der er. Det synes jeg er så skønt at se! Se at alting kan bruges, og man bare gør det med et smil.. så fodboldmål kan sagtens laves af to paller, og idag var vores mur nogle skibscontainere.

Bolden fløj gennem luften og Simon skulle jo lige imponere ved at skyde af alt sin kraft og vupti - så forsvandt Noahs bold ud af syne, op over to høje containere, jeg nåede lige at tænke det var så den fodbold.

Noah grinede bare, som han altid gør. For ham ville det helt sikkert løse sig, og ganske rigtigt bolden havde heldigvis fået så hårdt et spark af Simon Ronaldo Skelkjær at den var fortsat overpå den anden side, så ros det skulle han have, for nu var fodbolden og dagen redet!

Vi fortsatte vores spil og hyggede og grinede, ihvertfald synes ingen af mine tre drenge, at jeg havde en fantastisk teknik, da jeg ivrigt løber afsted efter bolden med kameraet om halsen og kameratasken hængene om benene.

Jeg nåede lige at stoppe inden det sagde bum, pyha ikke nogle brækkede arme eller ben.

Alt endte heldigvis godt, og vi hyggede os med boldspil og grin af mor Trine, heldigvis synes Liva stadig mor er god.