Familien Kloch Skelkjær

Så kom dagen hvor vi skulle sige på gensyn til farmor og farfar, for tiden var inde til at de skulle tilbage til Danmark igen.

Det havde bare været nogle helt fantastiske dage med en masse glæde, oplevelser og hygge. Men selv de mest fantastiske besøg har en ende? Eller har det? I hvertfald skulle det gå sådan, at der var et par strandede kufferter samt en strandet farmor og farfar. For de var nødt til at blive en dag mere, da deres fly blev aflyst på grund af en meget kraftig tåge. Noah havde godt nok snakket om, at han lige ville bede en lille bøn, som da de skulle ankomme hos os.

Denne gang ville han bare bede vorherre om tåge, så de ikke kunne komme hjem. Jeg ved ikke om hans bøn blev hørt, eller om det var et tilfælde. Men ihvertfald strandede farmor og farfar hos os en dag mere.

Jubiiii.... lød det fra Liva, Noah og Niclas og så skulle vi fejre det! Så vi gik i butikken og handlede slik, sodavand m.m. og så skulle der hygges med slik og yatzy.

Jeg kan kun give dem ret, det var nu slet ikke så tosset med den tåge, for vi har haft en skøn dag og aften med hygge, grin og spil.

Nu er vi så spændt på om der lykkes for farmor og farfar at komme med flyet imorgen? Men dem der nok er mest spændt er farmor og farfar - for vi andre vil bare nyde deres selskab et par dage mere.

Så blev det onsdag morgen, og nu var vi spændt på, om det var idag vi skulle sige på gensyn til farmor og farfar - Selvom vi gerne ville de blev lidt længere.

Farfar havde nøje sagt til Noah at han skulle holde hænderne fra hinanden, for Noahs bøn dagen før om tåge, var jo nok blevet hørt?

Også onsdag morgen lå et tæppe af tåge over Upernavik, men jo tættere vi kom mod middag, jo mere kunne vi se tågen lette - og det samme galt bekymringen over farfars ansigt!

Simon kom hjem til middag, hvor han og farfar kørte til lufthavnen, hvor de fik checket bagagen ind. Nu var der så bare at vente på om, vejret ville blive så godt at flyet kunne lande på Upernavik.

Ventetiden brugte vi på en gå tur samt hygge med kage og kaffe.

Kl. 16.30 var tiden kommet til at køre til lufthavnen med farmor og farfar. Ingrid og jeg blev hjemme i det lille blå hus, hvor vi tog afsked med farmor og farfar. Det var helt vemodigt og tårerne pressede på. For vi havde bare haft nogle helt ubeskrivelige skønne dage sammen. Ingrid sad stolt på min arm og demonstrerede, at hun lige har lært at vinke. Derefter kørte Liva, Noah, Niclas, Simon, farmor og farfar til lufthavnen for nu var det tid til at vende tilbage til Danmark.

Afskeden i lufthavnen blev efter Simons udsagn tårevædet fra begge parter. Nu lettede de så mod Ilulissat og en oplevelse af denne by, inden turen gik videre torsdag mod Danmark.

Mange mange tak for jeres besøg.. Det havde vi set meget frem til og vi vil nu med glæde se tilbage på tiden sammen med jer.